Hyldestkoncert afsæt i kreolernes jazzmusik
Lars Dalsgaards New Orleans Band kan opleves live i Støberihallen - Hillerød, lørdag den 14. oktober klokken 18,30 med en hyldest til Wilbur de Paris og hans musik. Med på scenen er nogen af de ypperste navne på den dansk/svenske jazzscene.
Klarinettisten Lars Dalsgaard har i over 45 år spillet på den danske jazzscene, - bl.a. med Ib Lindschouw´s Jazz Band, Cardinal Jazz Band og Mike Owens Woodland Jazzband. Med sit New Orleans Band tager han afsæt i kreolernes jazzmusik og hylder Wilbur de Paris´ særlige repertoire med unikke New Orleans kompositioner og arrangementer. Den berømte amerikanske basunist Wilbur de Paris turnerede med sit herlige Dixielandorkester rundt på en række kontinenter og blev derved en fornem eksponent for den originale amerikanske jazzmusik. Hans musik er værd at lytte til!
Som gæstesolister medvirker den svenske supertrompetist Björn Ingelstam, der har skabt sig en forrygende karriere, og den navnkundige basunist Ole ”Fessor” Lindgreen der i årtier ledede orkestret ”Fessors Big City Band”. De er begge særdeles kompetente og efterspurgte jazzmusiker med en flot klang på deres instrument og en hot spillestil.
Orkestret består herudover af musikere som Lars normalt spiller med:
· Palle Juul Hansen på piano, - der har en sikker harmoniopfattelse og et herligt drive
· Kristian Bukh på trommer, - der med præcision og indlevelse leverer et godt jazzbeat og understøtter melodien.
· Jesper Carlsen på bas, - der mestrer basteknikken i adskillige jazzgenre og som har akkompagneret en række kendte jazzmusikere.
Musikerne har alle en stor kærlighed til jazzmusikken og videregiver gennem sammenspillet glæden ved den originale New Orleans musik.
Bag arrangementet står Jazz i Rosenhaven og billetter til arrangementer købes her https://www.jazzirosenhaven.dk/event-info/lars-dalsgaards-new-orleans-band