Havnedag på Nivå Havn
Kom og vær med til en hyggelig dag lørdag den 15. juni fra kl. 11 til 17 på Nivå Havn. Alle havnens klubber vil holde åbent hus, hvor du vil du få mulighed for høre om klubbernes mange aktiviteter: sejlads, konkurrence, fritid og handicapsejlads, SUP, kitesurfing, windsurfing, foilsurfing, kajak, helårsbadning, roning, fiskeri og vandski.
Ro- og kajaksporten byder på masser af god motion sammenhold og oplevelsesture i ind og udland. Lige nu er der 15 roer fra Nivå Roklub på tur til Grækenland, hvor de ror i middelhavet, kom og hør om de mange muligheder ro og kajakroning byder på, på dagen kan du desuden prøve kræfter Ergometer roning og deltage i en lille konkurrence.
Nivå Tursejlere har igen i år en båd der starter deres jordomsejling. Kom og hør Sylwia og Frank fra båden ”Sommerwind” fortælle om forberedelserne til deres jordomsejling. De starter deres togt dagen efter Havnedagen. Det foregår i Nivå tursejlernes klubhus kl. 12. – 12.30
Nivå Sejls Center har i år modtaget en donation, der har gjort det muligt at udvide med to J70 sportsbåde, der kan anvendes til sportssejlads og sejlerskole i alle aldre, måske kunne det være noget for dig?
Nivå Bådelaug, som både har skolesejlads, jolle - og handicap sejlads samt alle formere for Surfing vil også være klar til at fortælle om klubbens mange aktiviteter.
Hvis du ikke er til det maritime, så vil du alligevel kunne få noget ud af at deltage, da arrangørerne traditionen tro afholder loppemarked, ligesom der vil være musik flere steder på havene b.la. udenfor strandcafeen hvor Jesper Lind og Lizette Flannov synger sange fra ”Den Gyldne Sangskat” og Daniel Ørum spiller solo med sin saxofon, der bliver masser af hygge på havnen hele dagen.
Som familieaktivitet vil der være sandslotskonkurrence, og mulighed for at dyste i diverse familiespil.
Derudover kan børnene som vanligt deltage i krabbevæddeløb og klappe en fisk hos fritidsfiskerne desuden vil vi gentage succesen fra sidste år og har inviteret Brandkadetterne som stiller op og leger med børnene, her får de lov til at sprøjte med en rigtig brandsprøjte lyder det fra Uffe Andersen som er medplanlægger fra Nivå fritidsfiskerne.
Cafe Strandhuset og Nivå Ishus vil sammen med klubberne give mulighed for at købe mad og drikke flere steder på havnene.
Du kan også hilse på Nivå nærpolitiet og høre om deres arbejde i lokalmiljøet.
”Vores smukke havn var engang et lergrav og en del af et større industriområde. En gruppe ildsjæle fra ringovnen vil være på havnen og fortælle om den historiske udvikling fra lergrav til havn”, fortæller Liselotte som er tovholder på Havnedagen.