Skip to main content

Fredensborg Kommune kortlægger cykelvaner

6. oktober 2014

Nu skal der fakta på bordet om, hvornår og hvorfor folk vælger at tage cyklen fremfor bilen.

Nu skal der fakta på bordet om, hvornår og hvorfor folk vælger at tage cyklen fremfor bilen.

 

2000 borgere i Fredensborg Kommune modtager i disse dage en SMS fra kommunen med en opfordring til at deltage i en undersøgelse af cykelvaner.

Men alle slags trafikanter er også velkomne til at svare på spørgsmålene på kommunens hjemmeside.

Undersøgelsen skal give politikerne bedre viden og data om cykling i kommunen og gøre det lettere at prioritere og iværksætte nye indsatser, der kan forbedre forholdene for cyklister.

”Vi har alle forudsætninger for at være en god cykelkommune.

De fire bysamfund har veludbyggede stisystemer og ligger i cykelafstand til togstationer.

Kommunen har mange grønne områder, som det er dejligt at cykle i – og mange af os vil gerne bevæge os som en del af en sund og klimabevidst livsstil.

Men skal vi have flere til at skifte bilen ud med cyklen, har vi brug for en mere udførlig viden om vores borgeres transport- og cykelvaner. Det kan undersøgelsen forhåbentlig være med til at afdække”, siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Klima- og Miljøudvalget i Fredensborg Kommune, der fortæller, at undersøgelsen er en af indsatserne i kommunens kommende cykelpolitik.

Gavekort uddeles
Blandt besvarelserne vil der blive udtrukket 5 gavekort af 1000 kroner til en valgfri cykelhandler. Spørgeskemaet findes på www.fredensborg.dk og alle borgere eller pendlere i kommunen er velkommen til at deltage. Sidste svarfrist er udgangen af uge 42.

I uge 41 og 42 vil medarbejdere fra Team Trafik selv møde borgerne på togstationer og indkøbscentre for at spørge ind til deres transportvaner.

 

Undersøgelsen skal blandt andet afdække, hvilket transportmiddel folk bruger;

• til og fra arbejde
• når de skal handle
• til og fra fritidsaktiviteter

Resultaterne vil blive brugt som datagrundlag for kommende handleplaner på cykelområdet.

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio