Skip to main content

Forslag til flere udendørs kulturaktiviteter i kommunen efterspørges

20. marts 2025

Kulturudvalget i Fredensborg Kommune har drøftet, hvordan man kan fremme flere udendørs kulturaktiviteter i bysamfundene, med særligt fokus på amfiscenen i Fredensborg. Scenen, som blev indviet i 2022, har desværre oplevet et fald i brugen, og interessen fra de lokale aktører er aftagende.

I forbindelse med afrapporteringen for 2023 blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt både brugere og naboer til scenen. Resultaterne viste, at de vedtagne retningslinjer fungerer, men at antallet af aktiviteter på scenen er faldet siden indvielsen. I 2022 blev der gjort en særlig indsats med et Sommer program i samarbejde med lokale aktører og foreninger, som fik flere arrangementer til at finde sted. Uden denne indsats var scenen kun blevet brugt til et begrænset antal events i sommermånederne, og tendensen ser ud til at fortsætte i 2024.

Amfiscenen har dog været vært for både udendørs træning, koncerter og større motionsevents, og der er stadig mulighed for flere aktiviteter, især i august og september. Her kunne man med fordel arrangere kulturelle events som teater, musik og dans.

I 2025 er der planlagt store begivenheder, som en jubilæumskoncert fra Fredensborg Musikskole den 14. juni og en venskabskoncert den 24. juni, der markerer 50-årsjubilæet for venskabet med Bad Berleburg.

Kulturadministrationen påpeger, at der er et generelt behov for at aktivere bymidterne året rundt, især i de måneder, hvor udendørs arrangementer er mulige. Initiativer som byfester, koncerter og filmfremvisninger under åben himmel kan styrke fællesskabet, lokal identitet og social inklusion i kommunen.

Udvalget tog sagen til efterretning på deres seneste møde og besluttede, at administrationen skal udarbejde en sag med et forslag til, hvordan der kan skabes flere udendørs kulturaktiviteter i de enkelte bysamfund, herunder på amfiscenen, i samarbejde med lokale aktører.

Humleborg Online, har stillet en række spørgsmål til Kulturudvalgsformanden omkring amfiscenen, men hun har i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Lyt til netradio