FOMO Sapiens - det rastløse menneske

Tirsdag den 16. april vil medieanalytiker Camilla Mehlsen og filosof Vincent Hendricks diskutere, hvordan nogle af menneskets mest dyrebare ressourcer som nærvær, koncentration og opmærksomhed virkelig er under pres. Mennesket er blevet til FOMO Sapiens - rastløse og altid bange for at gå glip af noget.
Camilla Mehlsen er forfatter til den roste bog "Opmærksomhedstyveriet", der blandt andet beskæftiger sig med, hvordan vores fysiske tilværelse udfordres af sociale medier og voksende stress og mistrivsel.
Anledningen til samtalen i Louisiana Koncertsalen er 300-året for fødslen af en af Vestens mest betydningsfulde filosoffer, Immanuel Kant. Immanuel Kants mest væsentlige bidrag til den vestlige filosofi er tanken om, at mennesket kan leve et selvbestemt liv, hvis blot det tør bruge fornuften og tænke selv.
Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks vil diskutere Kants enorme betydning - både historisk og i vores samtid. Marc-Christoph Wagner vil være vært for aftenens Louisiana Live begivenhed.
Louisiana Live er gratis for museets gæster. Der kræves reservation via Politiken Billet (gebyr 20 kr.). Arrangementet begynder kl. 19.30, og der er nummererede pladser. Læs mere på louisiana.dk.