Farvel til o. klasse: To betegnelser bliver til én
Betegnelsen Børnehaveklasse vender tilbage til skolerne i Fredensborg Kommune. Det var der bred enighed om ved seneste møde i Børne- og Skoleudvalget. Indtil nu har det været lidt tilfældigt hvilken betegnelse, der er anvendt på skolerne.
I Fredensborg Kommune anvendes i dag både betegnelsen børnehaveklasse og betegnelsen 0. klasse om det første år i folkeskolen. Begreberne anvendes side om side i skolestyrelsesvedtægten for Fredensborg Kommunes skoler samt på kommunens og skolernes hjemmesider. Begreberne anvendes også begge i det daglige arbejde i skolerne og i administrationen.
Men på Børne- og Skoleudvalgets møde i juni 2023 bad udvalget om at få fremlagt en sag om navngivningen af det første klassetrin i Fredensborg Kommunes folkeskoler.
Den officielle betegnelse i henhold til Folkeskoleloven er børnehaveklasse. I §3 i Lovbekendtgørelse nr. 1396 af 05/10/2022 (Folkeskoleloven) fremgår det således, at Folkeskolen omfatter en 10-årig grundskole bestående af en børnehaveklasse og 1.-9. klasse samt en 1-årig 10. klasse.
Børne- og Undervisningsministeriet anvender på sin hjemmeside også betegnelsen børnehaveklasse, som beskrives som; et forberedende år, hvor barnet skal lære, hvad det vil sige at gå i skole.
I børnehaveklassen bliver børnene undervist i kompetenceområder som bl.a. sprog og matematisk opmærksomhed og ikke i deciderede fag som dansk og matematik.
- Der var bred enighed i udvalget til at bruge betegnelsen Børnehaveklasse, det flugter i øvrigt fint med lovgivningen, der også kalder det børnehaveklasse, udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget Per Frost Henriksen og tilføjer for mig er det fint at kalde børnehaveklasser for børnehavneklasser. Det vigtigste er nok, at børnehavebørnene glæder sig til at komme i skole og ikke længere skal i børnehave
Nu hvor udvalget har besluttet at anvende betegnelsen børnehaveklasse som den eneste, vil administrationen konsekvensrette styrelsesvedtægten og bilaget. Ligeledes vil både Fredensborg.dk og skolernes hjemmesider blive gennemgået og konsekvensrettet. Endelig vil skolerne og administrationen arbejde på at ændre deres sprogbrug omkring elevernes første skoleår i deres daglige arbejde.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.