Skip to main content

Færre kriminelle fjernede Nivåhøj fra ghettolisten

10. december 2014

Fra 1. februar 2015 vil boligområdet Nivåhøj i Nordsjælland ikke længere være på Regeringens liste over udsatte boligområder, og Fredensborg Kommune har dermed ikke længere boligområder på den tidligere såkaldte ghettoliste.

Fra 1. februar 2015 vil boligområdet Nivåhøj i Nordsjælland ikke længere være på Regeringens liste over udsatte boligområder, og Fredensborg Kommune har dermed ikke længere boligområder på den tidligere såkaldte ghettoliste.

Nivåhøj med 1.489 indbyggere har optrådt på listen de seneste tre år. At det nu er lykkedes Nivåhøj at komme af listen skyldes, at der er sket et fald i antallet af beboere, der er dømt for kriminalitet. 

For at optræde på listen skal tre ud af fem kriterier være opfyldt. Det handler om tilknytning til arbejdsmarkedet, antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer, uddannelsesniveau og indkomst.


”Det er en rigtig god nyhed, at den positive udvikling i Nivåhøj, som vi har oplevet i kommunen, nu også viser sig i statistikkerne. Fredensborg Kommune gør sammen med boligselskabet VIBO en stor indsats for at forebygge kriminalitet og skabe tryghed, attraktive boliger og gode fællesskaber i Nivåhøj. Så det er glædeligt at blive bekræftet i, at vi er på rette vej,” siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.


Det er blandt andet indsatser under den boligsociale helhedsplan Nivå Nu, der bidrager til en positiv udvikling i området, hvor der arbejdes både med beskæftigelse, familierådgivning, sundhedsprojekter, børne- og ungeaktiviteter med mere. Desuden bliver Fredensborg Kommunes ungdomsklub, Klub2990, flittigt brugt af områdets unge, der får et fornuftigt indhold i deres fritid og gode fællesskaber, der kan have en vigtig kriminalitetsforebyggende effekt.


Forsættelse af den gode udvikling
Fredensborg Kommune indgik i september i år en partnerskabsaftale med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og boligselskabet VIBO omkring en helhedsorienteret boligsocial indsats i Nivåhøj. Målet med aftalen er at komme af listen over udsatte boligområder inden 2021. Selvom målet nu er opfyldt længe før tid, vil alle tre parter forsætte arbejdet med aftalen, da det handler om at holde Nivåhøj væk fra listen også i de kommende år.


”Der er stadig noget at arbejde på og forhold, der kan forbedres i Nivåhøj.

Vi har forsat for mange beboere uden for arbejdsmarkedet og for mange, der kun har en grunduddannelse.

Nu gælder det om at vedholde de indsatser, som vi kan se, har en positiv virkning og sørge for, at Nivåhøj bliver et endnu mere trygt og sammenhængende boligområde,” siger Hans Nissen formand for Social- og Seniorudvalget.

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio