Din fjernvarme er sikret – uanset selskabsform

Norfors leverer fjernvarme til 60.000 borgere i Nordsjælland, og selvom du måske har læst, at Norfors ikke kan omdannes til et aktieselskab, har det ingen konsekvenser for din varmeforsyning. Bestyrelsen har besluttet, at forsyningssikkerhed kommer først.
"I Norfors ejerkommuner er der ingen tvivl. Statens manglende tilbagemelding skal ikke gå ud over borgerne. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at sikre varmelevering til alle i forsyningsområdet," siger Morten Slotved, formand for Norfors og borgmester i Hørsholm Kommune.
Hvad betyder forsyningspligt?
Norfors har forsyningspligt, hvilket betyder, at virksomheden har ansvar for at levere varme til alle ejendomme i sit forsyningsområde. Kommunen godkender fjernvarmeprojekter, og selskabet skal sikre tilslutning inden for fem år.
Kan forsyningspligten ophøre?
Kammeradvokaten har vurderet, at forsyningspligten kan ophøre for aktieselskaber (A/S), hvis de går konkurs og ophører som juridisk enhed. Dette gælder dog ikke for Norfors, da det er et interessentskab (I/S).
Hvorfor er Norfors anderledes?
Som interessentskab hæfter Norfors’ fem ejerkommuner – Allerød, Hørsholm, Fredensborg, Rudersdal og Helsingør – for selskabets forpligtelser. En kommune kan ikke gå konkurs, hvilket betyder, at Norfors altid vil kunne levere fjernvarme.
Dette adskiller sig fra situationen i Odsherred, hvor fjernvarmeselskabet Odsherred Varme A/S er under rekonstruktion og risikerer konkurs.
For dig som borger i Nordsjælland betyder det, at varmen i din stue er sikret. Som Morten Slotved understreger: "Fjernvarmeleverancen fortsætter, uanset den uafklarede situation efter den nye lov om affaldsenergi, der trådte i kraft 1. januar 2025."