De Radikale: Et budget for fremtiden
For et år siden gik Radikale Venstre til valg på at prioritere kernevelfærd, klima og økonomisk ansvarlighed. Alt for mange børn og unge kommer ikke i skole, vores normeringer i daginstitutioner er for lave, vores børn klare sig markant dårligere i skolen i den nyeste PISA-undersøgelse og verden står i en buldrende energi- og forsyningskrise. Samtidig står Fredensborg Kommune med en forventet budgetoverskridelse på 75 mio. kr. Derfor er der brug for et budget for fremtiden.
Radikale Venstre er en del af det nye budgetforlig forlig med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. De borgerlige partier forlod desværre forhandlingerne.
Det har været nogle lange og svære forhandlinger i en ekstraordinær svær økonomisk situation. For Radikale Venstre har det været helt afgørende at begrænse besparelserne på vores kernevelfærd mest muligt og fortsætte ambitionerne for miljø og natur. Derfor har vi også været med til at træffe den svære beslutning at hæve kommuneskatten med 0,6 procent.
Nabokommuner med borgerlige flertal og borgmestre har også gennemført skatteforhøjelser. Uden en skatteforhøjelse skulle børn og unge betale en alt for høj pris for statens manglende tilskud til kommunerne til at dække demografiudviklingen på det specialiserede socialområde.
Skatteforhøjelsen giver mulighed for at investere i børnene og den grønne omstilling. I fremtiden. Vi tilfører 20 mio. kr. til bedre normeringer i daginstitutionerne for at overholde minimumsnormeringerne, og skolerne tilføres 6 mio. kr., så de får bedre mulighed for at rumme flere børn. Vi prioriterer naturen med skovrejsning på 890 hektar samt investeringer i Nivåen og Nivå Engfjord.
Når økonomien bliver bedre, er vi klar til at sænke skatterne igen.
Budgettet har ikke været nemt. Men alternativet ville have været endnu større besparelser på blandt andet børn, skoler, ældre og mennesker med handicap. Med skatteforhøjelsen har vi blandt andet kunnet undgå en generel procentbesparelse på alle velfærdsområder, fjerne en besparelse på ældreplejen, helt undgå en besparelse .b på Sprogpiloten for ordblinde og kraftigt reducere en planlagt besparelse på specialundervisningen for børn med autisme på Ullerødskolen.
For Radikale Venstre er børn, unge og mennesker med særligt behov for hjælp noget af det vigtigste, vi kan prioritere. Det gælder hele vejen fra vores daginstitutioner og skoler til specialskolerne og det øvrige specialiserede område. Her skal vi sætte ind med forebyggelse, tidlig indsats, omsorg og høj faglighed. Det kræver dygtige medarbejdere, faglighed og ressourcer tæt på børnene. Derfor har det også været en klar radikal prioritet at beskytte disse områder så meget som overhovedet muligt.
Al forskning viser, at børns første 1000 dage er de vigtigste. Jo tidligere vi lykkes med at hjælpe børn og familier, desto større mulighed har vi for at forebygge mistrivsel og sikre, at flere børn kan trives, udvikle sig og være en del af gode fællesskaber.
Men vi vil samtidig være ærlige. Det har været en svær budgetproces, og der er ændringer, som gør ondt. Selv med en skatteforhøjelse har det ikke været muligt at undgå omfattende besparelser. Alt for mange medarbejdere i Fredensborg Kommune vil komme til at mærke konsekvenserne, og der er områder, hvor vi gerne havde set et andet resultat. Også kulturområdet bliver ramt af besparelser, som vi Radikale meget gerne havde været foruden.
Vi er derfor ikke glade for alle dele af budgettet. Men vi har valgt at tage ansvar og blive ved forhandlingsbordet, fordi vi mener, at resultatet er væsentligt bedre end alternativet, særligt for vores børn, unge, ældre og borgere med behov for specialiseret støtte.
Når vi skal investere i børnene og fremtiden, må man blive ved voksenbordet i forhandlingslokalet skriver Soma Mayel, Bettina Bové, Marianne Bredgaard Karlsson fra Radikale Venstre i Fredensborg.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.