Skip to main content

Copenhagen Sprint i Fredensborg: Jazztoner, veteranbiler og loppeguld i solen

12. april 2025

Når det internationale cykelløb Copenhagen Sprint til sommer suser gennem Fredensborg, bliver det langt mere end bare cykler og sveddryppende ryttere. Søndag den 22. juni 2025 bliver byen centrum for en hel dag fyldt med liv, lyd og loppeguld, når foreningen Fredensborg Smukkest inviterer til en stor event i anledning af løbet.

Loppemarked i Jernbanegade

Har du noget i skuret, der kunne få nyt liv hos en ny ejer? Så er der rig mulighed for at få det solgt, når Jernbanegade forvandles til et summende loppemarked fra kl. 9 til 16. Her kan du både sælge og finde unikke fund – måske endda den perfekte sommerskat.
Vil du selv have en stand? Så kan du booke den her: Book din stand

Veteranbiler og jazzstemning

Dagens program byder også på ægte nostalgi og musikalsk hygge. I Ydre Slotsgård samles smukke veteranbiler til beundring og samtale – perfekt for både bilentusiaster og dem, der bare elsker charme med patina.
Og når rytterne har passeret, kan man slå sig ned ved Gl. Bio, hvor jazztonerne flyder ud i sommervarmen og skaber den helt rette stemning.

Mere end bare et cykelløb

"Vi går all-in på aktiviteter denne søndag," lover foreningen Fredensborg Smukkest, som står bag dagens mange arrangementer. Med cykelløb, marked, veteranbiler og jazzmusik er der lagt op til en dag, hvor Fredensborg virkelig viser sig fra sin smukkeste side.

Sæt kryds i kalenderen – den 22. juni bliver en dag, du ikke vil gå glip af!

Lyt til netradio