Skip to main content

ARGO indgår aftale med Fredensborg og Helsingør

14. april 2025

Efter en offentlig udbudsproces har ARGO indgået en ny og betydningsfuld aftale med Fredensborg Affald A/S og Forsyning Helsingør Affald A/S om behandling af 19.750 ton restaffald årligt. Det markerer første gang, ARGO samarbejder med de to forsyningsselskaber.

– Når nye samarbejder opstår, ser vi det som et tegn på, at ARGO tilbyder konkurrencedygtige og fremtidssikrede løsninger. Vi er stolte af, at vores kompetencer og kapacitet bidrager til energieffektive løsninger inden for restaffaldsbehandling, siger Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.

Restaffaldet vil blive energiudnyttet på ARGOs affaldsenergianlæg i Roskilde, hvor det omdannes til både el og fjernvarme. Anlægget bidrager til en stabil og bæredygtig energiforsyning til husholdninger og virksomheder i store dele af Sjælland.

En aftale baseret på fælles værdier og ambitioner

Det nye samarbejde er resultatet af en samlet vurdering i en udbudsproces, hvor ARGO blev valgt som leverandør af den mest konkurrencedygtige løsning – med fokus på økonomi, miljø og samfundsansvar.

– For os handler det om mere end blot affaldsbehandling. Det handler om at tage fælles ansvar for den rolle, vi spiller i det større system og være med til at drive udviklingen i en grønnere retning. Her deler ARGO vores ambitioner om en mere fremtidssikret sektor, siger Henrik Hansen, direktør i Fredensborg Affald A/S.

Om ARGO
ARGO er et fælleskommunalt affalds- og energiselskab, som arbejder for at omdanne affald til ressourcer og sikre bæredygtige løsninger i affaldssektoren. Selskabet er ejet af Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns Kommune.

Lyt til netradio