Skip to main content

Brass julekoncert med OBG i Fredensborg Gamle Bio

16. november 2023

”Messingsuppe” af den gode gamle slags slår en ganske særlig julestemning an. Mange husker det fra de traditionelle messing-julekoncerter på Strøget, på torve, i bycentre eller i tv med Mr. Bean. Det får vi også i Gamle Bio igen i år, hvor denne brass-koncert er en ny tradition i Fredensborgs juleforberedelser søndag den 26. november klokken 15.00.

Man kan glæde sig til et varieret, hyggeligt og underholdende julerepertoire med kendte engelske, amerikanske og danske julesange – og et enkelt nummer fra Norge. Blandt titlerne er “Christmas Lullaby”, “Nu tændes tusind julelys”, “Lille store verden” og “The Christmas Song”. Publikum synger med på ”Dejlig er jorden”.

OBG står for ”Oldies But Goodies”, og musikerne i OBG er både gamle og gode. De nogle af landets bedste på deres instrumenter, og vi er glade for, at vi kan gentage succesen fra sidste år og præsentere deres julekoncert i Gamle Bio.

OBG BRASS blev stiftet i 2004 af tidligere medlemmer af Lyngby Taarbæk Brass Band og Concorde Brass Band. Sidstnævnte har vundet DM for Brass. OBG voksede hurtigt til full beat brassband med 25 medlemmer, der til enhver tid skal kunne stå inde for det, der spilles. Musikernes glæde ved at spille sammen kan både ses og høres. OBG BRASS afholder 4-5 koncerter om året.

OBG Brass har fra starten været begunstiget med dygtige og engagerede dirigenter, som alle har været med til at udvikle orkestret. I dag dirigeres OBG BRASS af Stanley Westh, der er cornettist i Livgardens Musikkorps samt mangeårig principal cornet og dirigent i Concord Brassband.

Velkommen til en hyggelig og fornøjelig koncert, som vi satser på at kunne lave til en fast tradition i Gamle Bio. Dørene åbnes kl. 14.30, og der kan købes vand og vin ved selvbetjening og betaling med MobilePay. Koncerten slutter omkring kl. 16.45. Billetter á 80 kr. kan bestilles på www.glbio.dk eller købes ved indgangen. Børn gratis adgang.

Lyt til netradio