Skip to main content

Biblioteket inviterer til Seniorsurf

30. september 2013

  

 

Så er det tid til den årlige Seniorsurf-dag, hvor ældre har mulighed for at udforske nettet på en sjov og tryg måde.

 

Så er det tid til den årlige Seniorsurf-dag, hvor ældre har mulighed for at udforske nettet på en sjov og tryg måde

Det sker den 9. oktober fra klokken 13-17 på Nivå Bibliotek og Medborgercenter samt Humlebæk Bibliotek, hvor der desuden vil være foredrag af en lokal 76-årig it-entusiast.

 

 

It-samfundet kan være lidt af en udfordring for ikke mindst ældre borgere. Derfor har statens Digitaliseringsstyrelse igen i år valgt at afholde en national Seniorsurf-dag, hvor ældre overalt i landet kan stille spørgsmål om it og få konkret hjælp til deres problemer.

 

I Fredensborg Kommune foregår Seniorsurf-dagen på biblioteket i Nivå og Humlebæk. Her vil kompetente it-vejledere være klar til at lære fra sig og demonstrere for eksempel, hvordan man bruger offentlige hjemmesider eller opretter en e-mail. Målet er at skabe større tryghed for de borgere, som føler sig usikre foran en computerskærm.

 

På Humlebæk Bibliotek kan man få en ekstra bonus i skikkelse af den lokale forfatter og tidligere praktiserende læge Josee Linnemann. Det sker kl. 14 – 15.30, hvor hun i et foredrag vil fortælle om sin skepsis over for det der med computere, som nu er erstattet af en udelt begejstring.

 

”Internettet er let, nyttigt og skægt,” siger hun, ”og computeren er blevet et uundværligt redskab i min hverdag”.

 

Glæder sig til digital kommunikation med det offentlige

Josse Linnemann har igennem en årrække været praktiserende speciallæge i psykiatri i Humlebæk. I dag er hun pensioneret, men meget aktiv. Josee underviser i gymnastik og yoga, skriver bøger, holder foredrag og arrangerer kurser for læger i blandt andet Kenya.

 

Indtil for seks ar siden havde Josee Linnemann aldrig rørt en computer, og selv om det i starten gik lidt trægt med at komme i gang, kan hun i dag ikke forestille sig en hverdag uden computeren. Den bruges til daglige forretninger og planlægning af rejser. Bogmanuskripter skriver hun nu kun på computer.

 

Kontakten til elever, familie, venner og bekendte foregår også via internettet.. Det passer hende perfekt, at digital selvbetjening og digital kommunikation med det offentlige bliver en realitet fra 2015. Så slipper hun nemlig for at bruge tid og kræfter på at rende ned til kommunen eller hænge som nummer sjok i telefonkøen.

 

”For mig har internettet åbnet en helt ny verden af muligheder, og det vil jeg gerne dele med andre,” siger hun. ”Jeg vil gerne fortælle folk, at det faktisk kan gøre dem mere selvstændige og uafhængige af andres hjælp. Det er lidt svært i begyndelsen, ligesom når man skulle lære at køre på cykel, men når man først har fået det lært, er det som om, at man aldrig har lavet andet.”

 

Seniorsurf-dagen den 9. oktober foregår Humlebæk og Nivå Bibliotek mellem klokken 13 og 17, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

{fcomments on}

Lyt til netradio