"Asminderødhave" vandt navnekonkurrencen om kommunens nye boligområde
Der var hele 225 forslag at vælge mellem, da politikerne i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 5. januar skulle kåre vinderen i navnekonkurrencen om det nye boligområde på Bendiktevej.
Så valget var svært – men Asminderødhave vandt.
Der var hele 225 forslag at vælge mellem, da politikerne i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 5. januar skulle kåre vinderen i navnekonkurrencen om det nye boligområde på Bendiktevej.
Så valget var svært – men Asminderødhave vandt.
Dermed vandt Jørgen Dam og Emma Sparkov Bjørnsten – begge fra Fredensborg - hver 2.500 kr. som blev overrakt af borgmester Thomas Lykke Pedersen og udvalgsformand Lars Simonsen torsdag den 7. januar.
”Mange havde stillet forslag, hvor enten ”Asminderød” eller ”Benedikte” indgik. Vi besluttede på udvalgsmødet at vælge mellem enten ”Asminderødhave” eller ”Benediktehaven”. Begge skrevet i et ord. Vi valgte navnet Asminderødhave, fordi det knytter sig fint til historien om området,” siger udvalgsformand Lars Simonsen.
Hos Lind & Risør – som ejer grunden – glæder man sig over det nye navn: ”Vi er meget tilfredse med det valgte navn til bebyggelsen, som efter vor vurdering beskriver området både æstetisk og ikke mindst historisk. Byggemodningen af området starter snart og vi forventer at kunne udbyde den første etape af rækkehuse og villagrunde inden sommer. Vi glæder os meget til at komme i gang, da der har været en stor forhåndsinteresse for projektet,” udtaler salgschef Morten Boye Bertelsen fra Lind & Risør A/S.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen ser frem til at byggeriet snart går i gang:
”Jeg er meget tilfreds med, at vi inden længe får etableret et flot og attraktivt boligkvarter i Fredensborg med plads til mange nye familier, så vi sikrer en god fremtidig udvikling af byen”, siger Thomas Lykke Pedersen.
Begge vindere af 1. præmien fik besøg af borgmester Thomas Lykke Pedersen og udvalgsformand Lars Simonsen, da de torsdag tæt på lukketid mødtes i blomsterbutikken i Fredensborg, hvor Emma Sparkov Bjørnsten arbejder.
I konkurrencen var der tre præmier. 1. præmie på 2.500 kr., 2. præmie på 1.000 kr. og 3. præmie på 500 kr. Da der var to, som foreslog vindernavnet, uddeles to 1. præmier og en 2. præmie. Vinderen af 2. præmien er fundet ved lodtrækning blandt seks kandidater til præmien. Vinderen var Søren Erichsen.
3. præmien på 500 kr. udgår.
Referatet fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets møde 5. januar kan læses her www.fredensborg.dk/pmk
På billedet ses de to glade vindere Emma Sparkov Bjørnsten og Jørgen Dam flankeret af borgmester Thomas Lykke Pedersen og udvalgsformand Lars Simonsen.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.