Skip to main content

Åbent Hus: Spil dig ind i fællesskabet på Fredensborg Musikskole

12. maj 2025

Onsdag den 21. maj åbner Fredensborg Musikskole dørene til en musikalsk eftermiddag for hele familien. Arrangementet finder sted på Kokkedal Skole og byder både på koncert og mulighed for selv at prøve kræfter med forskellige instrumenter.

Musikskolen inviterer børn, forældre og bedsteforældre indenfor til en inspirerende introduktion til musikkens verden. Programmet starter kl. 17.00 i fællesrummet med en kort koncert, hvor elever fra 1. og 2. klasse – deltagere i skolens populære “Musikkarrusel” – optræder med deres festivalprogram.

Efter koncerten, fra kl. 17.30 til 18.30, åbner musikskolens øvelokaler. Her får de besøgende mulighed for at prøve en lang række instrumenter – fra trompet og klaver til guitar, trommer og fløjte. Lærere fra musikskolen står klar til at guide og svare på spørgsmål om undervisningstilbuddene. Musikskolens kontorpersonale vil desuden være til stede og hjælpe med tilmelding til det kommende skoleår.

Der er fri entré, og alle interesserede er velkomne – uanset om man allerede har spillet musik eller blot er nysgerrig.

Undervisningstilbud for alle aldre

Fredensborg Musikskole tilbyder undervisning på folkeskoler i hele kommunen og har både solo- og holdundervisning. Eksempler på holdforløb er 'Ind i musikken' for 0. klasse, 'Musikkarrusel' for 1. og 2. klasse samt 'Spire-band' for 3. klasse. Derudover kan elever spille i band, synge i kor eller deltage i orkestre.

Tilmelding til musikskoleåret 2025/26 åbner mandag den 19. maj. Hvis man ikke har mulighed for at deltage i åbent hus, kan man finde mere information og høre eksempler på undervisning på musikskolens hjemmeside: www.fredensborgmusikskole.dk 

Lyt til netradio