DEBAT: Et godt kompromis

af:Bo Hilsted Medlem af Byrådet(S)

På Byrådets møde mandag aften behandlede man et forslag fremsat af Venstre, Liberal Alliance og Borgernes Stemme.
Forslaget var i al sin naive enkelhed, at man skulle rette henvendelse til landets justitsminister om at omfordele politiets ressourcer, så Politiets indsats ved fartkontrol skulle omfordeles til en indsats for at skabe øget tryghed i Fredensborg Kommune.
Socialdemokraterne gik til kommunalvalget i 13 på at skabe tryghed i Kommunen, men vi kunne selvfølgelig ikke støtte den klodsede kobling mellem reduceret indsats ved fotovognene og øgede ressourcer til politiindsatsen i Kokkedal.
Efter en lang debat nåede Byrådet frem til et kompromis, der betyder, at Økonomiudvalget retter henvendelse til Justitsministeren med henblik på at afsætte ressourcer til at øge trygheden blandt Kommunens borgere og nedbringe antallet af indbrud i Kommunens boligområder.
Fart dræber, og får man folk til at sætte farten ned, reducerer man antallet af trafikofre med alle de menneskelige og økonomiske gevinster, det indebærer, og det bør naturligvis ikke være et byråd, der søger om at nedsætte indsatsen mod fartsyndere.
Derrimod er der sund fornuft i at søge om yderligere ressourcer til at øge trygheden blandt borgerne i Kommunen – og det blev så det fornuftige kompromis.
Bo Hilsted
Medlem af Byrådet(S)
Bregnevænget 37
3050 Humlebæk
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.