Skip to main content

Ny transportminister til borgermøde om Kystbanen

7. februar 2014

Byvaaben2Blot små to uger efter, at Magnus Heunicke har sat sig i stolen som landets nye transportminister, deltager han i et borgermøde om Kystbanens fremtid.

Det sker på Fredensborg Rådhus i Kokkedal den 18. februar, og vært er Fredensborgs borgmester Thomas Lykke Pedersen.

 

Blot små to uger efter, at Magnus Heunicke har sat sig i stolen som landets nye transportminister, deltager han i et borgermøde om Kystbanens fremtid.

 

Det sker på Fredensborg Rådhus i Kokkedal den 18. februar, og vært er Fredensborgs borgmester Thomas Lykke Pedersen.

 

Han er glad for, at den nye minister allerede er klar til at møde pendlerne:

”Sammen med de øvrige borgmestre på strækningen har jeg kæmpet for dette borgermøde i flere år, så pendlere, borgere og kommuner kan blive hørt og inddraget, inden der skal skrives under på en ny kontrakt omkring driften af Kystbanen. Derfor er det ekstra dejligt, at den nye transportminister fastholder det løfte, hans forgænger gav om at deltage”.

 

Fælles ønskeseddel fra borgmestrene

På borgermødet vil Thomas Lykke Pedersen sammen med borgmestrene fra Helsingør, Hørsholm og Rudersdal kommuner præsentere en række fælles ønsker til fremtidens Kystbane.

”Togdriften på Kystbanen skal være stabil, pålidelig og af høj kvalitet. Vi har mange pendlere, der bruger banen hver dag – og de skal kunne stole på driften. Desværre har vi alt for ofte oplevet det modsatte. Derfor er det ekstra vigtigt, at den nye transportminister sikrer helt klare – og skrappere - kvalitetskrav i den nye kontrakt med DSB. Det gælder fx i forhold til kapacitet, rettidighed og en bedre trafikinformation”, siger borgmesteren.

Den nuværende kontrakt med DSB Øresund udløber i 2015. Derefter bliver driften overdraget til DSB. En ny kontrakt forventes at blive forhandles på plads i løbet af foråret.

 

 

Borgermødet finder sted den 18. februar kl. 19.30 – 21.30.

Sted: Fredensborg Rådhus, Rådhuskælderen, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal.

Der er plads til ca. 200 deltagere. Alle er velkomne - efter først til mølle-princippet!

I panelet sidder borgmester Thomas Lykke Pedersen, transportminister Magnus Heunicke, borgmester Benedikte Kiær fra Helsingør Kommune, borgmester Morten Slotved fra Hørsholm Kommune, borgmester Jens Ive fra Rudersdal Kommune, talsmanden for Pendlerklubben på Kystbanen Michael Randropp samt repræsentanter fra Banedanmark og DSB Øresund.

DR-journalist og analytiker Jens Ringberg er ordstyrer.

 

 

 

Lyt til netradio