Fodgængermuseum måske på vej
Undskyld - fantasien løb vist lidt af med os igen!
Museer for biler og cykler kendes gennem lang tid, men det er første gang fodgængerne nu måske får deres egen udstilling af det vandrende folks historie.
Museer for biler og cykler kendes gennem lang tid, men det er første gang fodgængerne nu måske får deres egen udstilling af det vandrende folks historie.
Museer for de to trafikantgrupper bilister og cyklister har eksisteret i mange år, men fodgængerne har endnu haft et museum til gode.
Det vil Dansk Fodgænger Forbund nu rette op på, idet de vil forsøge at etablere et fodgængermuseum, hvor den besøgende vil kunne betragte de genstande, der igennem verdenshistorien har kendetegnet netop fodgængerne.
- Fodgængerne er jo langt den ældste gruppe trafikanter, så det er på høje tid at de får deres eget museum, mener Mikael le Dous, formand for Fodgængerforbundet. -Verdenshistorien rummer så mange eksempler på fremtrædende fodgængere, at vi snildt kan samle genstande til et helt museum. Vi skal bare vriste dem løs. Det ligger så at sige lige til højrebenet. Vi trænger til at få foden under eget bord, og hvis vi tager benene på nakken, kan vi måske have noget knæsat allerede i år.
- En fodgængerudstilling kunne for eksempel opbygges kronologisk, startende med de store folkevandringer i de ældste dage, men også fra bibelsk tid kendes store fodgængere. I Mellemøsten er der fx fundet seletøj fra Apostlenes Heste, og sådanne genstande tager vi naturligvis imod løbende.
- Fra nyere tid kender vi markante fodgængere som kosmonauten Aleksej Leonov, der var det første menneske som bevægede sig udenfor et rumfartøj for at gå på rumvandring, mens amerikaneren Neil Armstrong som den første gik tur på månens overflade. Begge er gode eksempler på den moderne, interstellare fodgænger.
- På stående fod går vi i gang med at søge relevante fonde mv. for donationer til museets etablerering, og hvis vi går friskt til, uden unødig slentren, skulle det ikke undre mig om et museum snart kan komme på fode, siger Mikael le Dous.
I øvrigt er det meningen at museet skal kunne fremvise en fast samling af sko, sandaler, snørebånd, sokker og støttestrømper, ligesom der vil blive etableret en vandrehal, med plads til skiftende tema-udstillinger som fx "Fodbadet gennem tiderne".