DI: Nordsjællandske kommuner har stort potentiale for øget samarbejde med virksomhederne
Kommunerne på Nordsjælland har gode muligheder for at løse flere kommunale opgaver i samarbejde med private virksomheder. Sådan lyder budskabet fra Dansk Industri, der har gennemgået de nyeste tal på området og sendt et brev til samtlige byrådspolitikere i landsdelen.
Kommunerne på Nordsjælland har gode muligheder for at løse flere kommunale opgaver i samarbejde med private virksomheder. Sådan lyder budskabet fra Dansk Industri, der har gennemgået de nyeste tal på området og sendt et brev til samtlige byrådspolitikere i landsdelen.
Kommunerne på Nordsjælland er udfordrede af bl.a. mangel på arbejdskraft, skyhøje prisstigninger og behovet for grøn omstilling. Som et indspark til efterårets budgetforhandlinger har de nordsjællandske kommunalpolitikere fået tilsendt et brev og en samling materiale fra DI, der skal inspirere til at øge samarbejdet med private virksomheder for at løse udfordringerne.
- De private virksomheder står klar til at tage ansvar og bidrage, når kommunerne er udfordrede. På Nordsjælland konkurrenceudsætter kommunerne i gennemsnit 30,6 pct. af de udbudsegnede opgaver, hvilket er et stykke fra de bedste kommuner i landet på 41,8 pct. Det frigiver både hænder og økonomi at lade virksomhederne byde ind på flere opgaver - eksempelvis vedligehold af veje og grønne områder eller rengøring - ligesom det kan forbedre kvaliteten af den service, man leverer til borgerne, siger Jakob Scharff, branchedirektør i DI.
Ny teknologi kan frigive hænder i ældreplejen
I en rundspørge foretaget af DI erklærede 88 % af landets kommunalpolitikere sig enige i, at et styrket samarbejde med private virksomheder kan være med til at optimere og kvalitetsudvikle opgavevaretagelsen, hvilket vækker optimisme hos Jakob Scharff.
- Det er fantastisk, at kommunalpolitikerne anerkender gevinsterne ved offentlig-privat samarbejde - nu skal vi bare have omsat ambitionerne til handling. De private virksomheder kan blandt andet frigive tid og ressourcer hos velfærdens kernetropper gennem velfærdsteknologi. Via offentlig-privat samarbejde har Aabenraa Kommune eksempelvis taget en intelligent ble i brug på plejehjemmene, der har frigivet hænder til pleje og styrket livskvaliteten for borgerne, siger han.
Hørsholm og Gribskov viser vejen
DI's opgørelse over de nye tal for offentlig-privat samarbejde viser, at der er store forskelle på, hvor ofte de nordsjællandske kommuner inviterer virksomhederne til at bidrage. Mens Furesø Kommune konkurrencesatte 25,1 pct. af opgaverne i 2021, formåede Hørsholm og Gribskov Kommune at nå op på hhv. 34,8 og 53,8 pct. Der er derfor god mulighed for at søge inspiration hos nabokommunerne, påpeger Jakob Scharff:
- Vi anbefaler, at man som kommunalpolitiker bruger budgetprocessen til at få foretaget en grundig gennemgang af, hvilke opgaver, der i dag ikke bliver løst i samarbejde med virksomheder - og her kan man med fordel skele til nabokommunens erfaringer.
Grøn omstilling
Den grønne omstilling er på dagsordenen i samtlige kommuner landet over, og med årlige indkøb i størrelsesordenen på mere end 100 mia. kr. har de gode muligheder for at bidrage til en bæredygtig udvikling i samarbejde med leverandørerne, mener DI.
- Kommunerne har enormt stærke indkøbsmuskler, og med dem følger et stort ansvar for den grønne omstilling. Vi anbefaler, at kommunerne udarbejder en implementeringsplan i forlængelse af indkøbspolitikken og sætter særligt fokus på indkøbsområder med høj CO2-udledning. Dansk Industri hilser de nye - og de genvalgte - nordsjællandske byrådsmedlemmer velkomne og ser frem til et godt samarbejde, siger Jakob Scharff.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.