Skip to main content

Radio Humleborg udgiver egen sang

22. oktober 2024

I samarbejde med Nis P. Jørgensen har Radio Humleborg fået skabt sin helt egen sang. Den præsenteres for pressen på fredag og for lytterne på lørdag.

Radio Humleborg har indgået et unikt samarbejde med den anerkendte tekstforfatter og musiker Nis P. Jørgensen, som har resulteret i skabelsen af radioens helt egen sang. Nummeret, der i sin fulde længde varer lidt over 3 minutter, fungerer både selvstændigt nummer og som jingles og vignetter i radioudsendelserne. Teksten hylder Radio Humleborgs tilbud og indfanger radioens stemning og tilhørsforhold til lokalområdet.

Nis P. Jørgensen er kendt for sine mange ikoniske tekster, der blandt andre har været fremført af en af Danmarks mest elskede sangere, Flemming "Bamse" Jørgensen. Blandt hans mest kendte værker er hits som I en lille båd der gynger og Hvorfor går Louise til bal.

Skønt nu bosiddende i Birkerød har Nis P. et nært tilhørsforhold til Fredensborg, hvor han tidligere har boet i 35 år. Hans børn er vokset op og har gået i skole i byen, så det var nærliggende at sige ja til at lave en sang til Radio Humleborg.

- Jeg har jo boet i byen og kendt Radio Humleborg og folkene bag lige siden radioen startede for snart 40 år siden og vi har altid haft det godt med hinanden. På den baggrund var det for mig en hyggelig opgave at prøve at løse og også lidt hyggeligt at få lov at aflevere “et fingeraftryk” i æteren over Fredensborg, siger Nis P. med et smil.

Udover succes som tekstforfatter har Nis P. også haft succes med sit eget band, NisPisBand, i 1970'erne og efterfølgende i årtier som soloartist. Har udgivet 9 albums med egne værker og rejst landet tyndt med sin musik. I dag har han dog skiftet landevejen ud med pensionisttilværelsen og gør kun lejlighedsvis brug af sine musikalske evner.
Med Radio Humleborgs sang tegner det til at Nis P. sætter punktum for sin karriere som tekstforfatter. "Det bliver nok det sidste jeg laver af den slags" udtaler han.


Melodien til sangen havde han haft liggende i flere år, og da Radio Humleborg præsenterede ham for idéen, kom han i tanke om den gemte melodi og forelagde radioen en skitse til sangen. Med fuld opbakning fra radioens bestyrelse fik Nis P. frie tøjler til at arbejde videre og skabe denne sang, der på en gang er iørefaldende såvel som musikalsk og lyrisk unik.
For at skabe stemning og bredde i vokal-arrangementet har Nis P. allieret sig med en del af familien. Svigersøn og børnebørn er fylde og farve i slutkorene og hans datter Gry Trampedach har lagt smukke korstemmer til Nis’s lead-vokal.

Gry er som nævnt opvokset i Fredensborg, hvor hun gik på Asminderød Skole og sang i ungdomsskolen og teatertruppen Mastodonterne. Siden sprang hun som 17-årig ud som Sanne Salomonsen i tv3’s Stjerneskud talentshow og vandt. Det var startskuddet til en professionel sangkarriere, som blandt andet gav hende rollen som netop Sanne Salomonsen i Sanne The musical. Lige nu turnerer hun med Milling & Molbechs Prince show som en del af Jan Glæsels stjerneband, Rumors Corner.

Radio Humleborg er begejstret for det store arbejde, Nis P. har lagt i den nye sang og glæder sig til at præsentere den for lytterne. Nummeret vil hen ad vejen kunne høres i forskellige versioner, og bruges på forskellige måder i radioens udsendelser. Derudover er der planer om at udgive sangen på diverse streamingtjenester, så endnu flere kan nyde den og der kommer en musikvideo til brug på YouTube og de Sociale Medier.

Videopremiere fredag den 25. oktober kl. 11.15:
Videoen er designet til at se på mobiltelefonen eller sin tablet. Senere kommer en vertikal version til pc/mac

 

Lyt til netradio