Skip to main content

Velafprøvet trivselsindsats skal nu udbredes til over 200 skoler

20. september 2024

Trivselsindsatsen Basal – sammen om trivsel styrker den mentale sundhed blandt elever i udskolingen. Det viser foreløbige resultater fra 49 skoler, hvor indsatsen er afprøvet, en af skolerne er Langebjergskolen i Humlebæk.

Pilotevalueringen af indsatsen Basal – sammen om trivsel til landets udskolingslever viser positive resultater med øget mental sundhed hos elever i 7. – 10. klasse. Udbredelsen af Basal, bygger desuden på en række gode erfaringer fra skoler, som selv har set Basal udspille sig i praksis.

På Langebjergskolen i Humlebæk fortæller viceskoleleder Malte von Sehested:

”Basal giver elever og lærere et fælles sprog. Eleverne får konkrete trivselsredskaber, som de har brug for nu og her, og som de med sikkerhed vil få brug for videre ind i voksenlivet. Det har været særdeles positivt at høre, hvordan klasserne arbejder med fx problemløsning, kommunikation og andre redskaber, der støtter dem i at gøre noget af dét, som de gerne vil, men ikke rigtig kan få taget hul på.”

Styrket trivsel og fællesskab

Basal – sammen om trivsel har til formål at styrke elevernes mentale sundhed og fremme deres trivsel. Indsatsen er udviklet som et klasseforløb, der byder på en unik kombination af øvelser og redskaber, der skal understøtte elevernes tro på egne evner og hjælpe dem til at forstå sig selv og andre.

Undervisning og øvelser hjælper eleverne med at håndtere de særlige udfordringer, som kendetegner målgruppen – fx i forhold til venskaber, præstation, perfekthedskultur, usikkerhed og bekymringer – både i og uden for skoletiden. Indsatsen har både fokus på den enkeltes trivsel og at styrke det positive fællesskab i klassen og nu skal Basal udbredes til over 200 skoler og mere end 16.000 udskolingselever.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio