Skip to main content

Urnegrav fra jernalderen fundet under kommende elkabel-projekt

6. november 2025

Når der graves i jorden i forbindelse med store anlægsprojekter, er der lovkrav om, at der skal foretages arkæologiske undersøgelser – og netop nu er et sådant arbejde i fuld gang mellem Hørsholm og Helsingør - lige tværs gennem Fredensborg kommune.

Det er Energinet, der skal nedgrave 20 kilometer eksisterende luftbårne elkabler, som efter mange år trænger til udskiftning. Selve gravearbejdet begynder i 2026, men allerede nu er arkæologer fra Museum Nordsjælland i færd med at undersøge jorden langs den planlagte strækning – og det har allerede givet spændende resultater.

2500 år gammel urnegrav fundet

På den sydlige del af ruten mellem Hørsholm og Fredensborg har arkæologerne gjort et fund, de vurderer stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder – omkring 500 f.Kr.

Her dukkede en lille urnegrav op, som blev identificeret ved en lav nedgravning med enkelte større sten fra et gammelt bål. I bålet har der stået et lerkar med hvidbrændte knogler – resterne af en ligbrænding. Selvom både lerkar og knogler er delvist opløst gennem årtusinderne, er det lykkedes arkæologerne at indsamle materiale til videre undersøgelse.

”Det er spændende at få mulighed for at grave her. Det er sjældent, vi finder arkæologiske spor vest for Hørsholm og Kokkedal, da der ikke ofte gennemføres store anlægsprojekter i området,” fortæller Thomas Jørgensen, museumsinspektør og arkæolog hos Museum Nordsjælland.
Ifølge Jørgensen er elkabelprojektet en kærkommen anledning til at undersøge, hvad der gemmer sig under mulden.

”Vi fjerner kun de øverste 20-30 centimeter af jorden – det er her, spor af tidligere liv oftest findes. Det gør arbejdet overkommeligt, selvom vi skal undersøge et 10 meter bredt bælte langs hele den 20 kilometer lange strækning,” forklarer han.

Energinet: Lovpligtigt at tage hensyn til fortiden

Hos Energinet er man vant til at samarbejde med museerne, før anlægsarbejdet går i gang.

”Som offentlig bygherre har vi en lovmæssig forpligtelse til at sikre, at der ikke ligger skjulte fortidsminder i jorden, før vi begynder arbejdet,” siger Mikkel Wendelboe Toft, projektleder i Energinet.
Derfor indgår Energinet altid aftaler med det lokale museum i området, så undersøgelserne kan foretages i god tid.

”Det er både nemmere og billigere at få arealet undersøgt, inden vi begynder at grave. Ellers risikerer vi at arbejdet går i stå, hvis der pludselig dukker værdifulde fund op,” tilføjer han.
I efteråret 2025 skal arkæologerne undersøge de områder, hvor der allerede er indgået aftaler med lodsejerne, mens de resterende strækninger – hvor Energinet skal opnå adgang via ekspropriation – undersøges i 2026. Først derefter kan selve kabellægningen begynde.

Følg med i udgravningerne

Museum Nordsjælland inviterer løbende offentligheden med til åbne udgravninger rundt omkring i Nordsjælland.
Er du nysgerrig på arkæologi og fortidens spor, kan du holde øje med museumnord.dk eller følge Museum Nordsjælland på Facebook, hvor arrangementer annonceres løbende.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio