Skip to main content

Udsigt til 150 meter høje vindmøller syd for Langstrup mose

13. april 2023

Fredensborg Kommune skal til at se på om der skal etableres vindmøller i kommunen. Emnet har været drøftet i længere tid og kommunen er blevet kritiseret for ikke at tænke det ind i miljøpolitikken.En screening viser at der kan opsætte to styk vindmøller syd for Langstrup Mose mellem Vejenbrød og Hesselrød.

Forklaring har hidtil været at der ikke har været plads til opsætning af vindmøller på grund af befolkningstæthed. Men nu har Plan, Trafik- og Klimaudvalget på deres april-møde, set på muligheden.

På mødet skulle der træffes beslutning om, hvorvidt vindmøller skal indgå i kommuneplanlægningen, at det undersøges, om der kan udpeges arealer til opsætning af store vindmøller i landområdet i Fredensborg Kommune.

Planlægning for store landvindmøller er en væsentlig del af den grønne omstilling og det er efter planloven en kommunal planlægningsopgave at finde egnede arealer.

Planlægning for vindmøller kræver en afvejning af forskellige interesser, herunder varetagelse af hensyn til naboer, natur og landskaber. Med regeringens nyligt fremlagte forslag til ny Planlov skal også hensynet til klimainteresser inddrages i denne afvejning.

Udpegning af områder til vindmøller kræver, at der kan sikres en afstandszone fra mølle til nabobeboelse på 4 x vindmøllens totale højde (måles fra vingespids, når spidsen er højest over terræn).

Det er i dag kun muligt at opsætte husstandsvindmøller, dvs. vindmøller med en totalhøjde på 25 meter eller derunder, i Fredensborg Kommune.

En screening viser, at der kun findes ét område på 7 hektar, beliggende i det småbakkede landskab mellem Vejenbrød og Hesselrød lige syd for Langstrup Mose, hvor vindmøller på 150 meters totalhøjde kan opstilles. På dette areal er det vurderingen, at der med de beregnede afstandskrav mellem møllerne, er mulighed for at opstille 1 til 2 møller.

Ud fra den indledende screening kan det samtidig udledes, at der ikke er arealer, hvor der kan opstilles større møller på 200 m, da det vil forudsætte en afstandszone på 800 m til nærmeste beboelse, hvilket ingen områder i kommunen kan opfylde.

Den screening der er gennemført handler alene om afstande til beboelse og beskyttelsesinteresser. Der er ikke lavet analyse af vindpotentialet, placering og afstand mellem møller mm. En analyse af vind-ressourcen på lokaliteten er afgørende i forhold til, om det er rentabelt at opstille og investere i vindmøller på den pågældende placering.

En videre planlægning for vindmøller vil også forudsætte en særlig inddragelse af lodsejere og naboer, og det vil være nødvendigt at lave visualiseringer af landskabet, der viser møllernes fysiske påvirkning af omgivelserne.

Udvalget traf på deres møde beslutning om at arbejde videre. Man udpegede området mellem Vejenbrød og Hesselrød syd for Langstrup mose til landvindmøller på op til 150 m og så pointerede man at det fortsat skal være muligt at opsætte husstandsvindmøller på op til 25 m når kommuneplantillægget udarbejdes.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio