Skip to main content

Tysk stjerneforfatter besøger Louisiana

11. maj 2023

Tirsdag den 23. maj er den tyske stjerneforfatter, redaktør og kunsthistoriker Florian Illies gæst i Louisianas LIVE til en samtale om kunst, krig og kærlighed. Hans seneste bog på dansk, ’Kærlighed i hadets tid’, handler om de store følelser og forelskelser midt i én af de mørkeste perioder i verdenshistorien, nemlig årene 1929-1939.

Florian Illies er tidligere udkommet med den internationale bestseller ’1913 – århundredets sommer’, hvor han reformerede måden, man kan formidle historie på. Bogen blev oversat til 27 sprog.

Florian Illies har læst kunsthistorie i Bonn og Oxford, været chef for det traditionsrige Rowohlt-forlag og er leder af kunstauktionshuset Grisebach i Berlin. Han har grundlagt kunsttidsskriftet Monopol, er medvært for en af Tysklands mest populære podcasts og en del af udgiverkredsen for avisen Die Zeit. Med andre ord er han et tysk ’Wunderkind’.

Louisiana Live er gratis for museets gæster. Pladsbestilling på Politiken Billet nødvendig (gebyr 20 kr.) Arrangementet foregår på engelsk og begynder kl. 19.30. Der er nummererede pladser.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio