Skip to main content

Tørken er over os - Sankt Hans bål er i farer

13. juni 2023

Som de fleste sikkert har bemærket er det meget tørt i omgivelserne. Det har ikke regnet længe, og ifølge prognoserne vil dette fortsætte det næste stykke tid. Der er p.t. ikke nedlagt afbrændingsforbud i Nordsjællands Brandvæsens dækningsområde, som er Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal kommuner, men dette kan ændre sig.

Opfordringen fra Nordsjællands Brandvæsen er at man skal holde sig orienteret på https://nsbv.dk eller på www.brandfare.dk, hvor du kan se status i hele Danmark.

- Lige nu er den bedste opfordring til alle: Tænk før du tænder – om det så er grill, cigaret, bål eller ukrudtsbrænder – og spring det hellere over, hvis der er for store risici. Det er sikrest for alle, som situationen er lige nu, skriver Nordsjællands Brandvæsen på deres hjemmeside.

Mange er begyndt at kigge frem mod Sankt Hans. Det er endnu for tidligt for beredskaberne at træffe endelige beslutninger om situationen netop denne aften. Man skal længere frem mod datoen, så vejrvarsler og aktuel situation med større sikkerhed kan bruges til en vurdering af forholdene.

Desværre må Nordsjællands Brandvæsen allerede nu oplyse, at såfremt vejret frem mod Sankt Hans ikke bidrager med en vis mængde vand, så ser det ikke særligt sandsynligt ud, at det samlede risikobillede med mange, større bål samtidig, på tværs af land, by og alle former for natur, vil kunne holdes indenfor det betryggende i forhold til brandfaren.

Beredskaberne har indtil videre besluttet, at en konkret vurdering vedr. Sankt Hans sker på baggrund af fælles sparring ved et nationalt møde den 19. juni. Nordsjællands Brandvæsen forventer således konkret at melde ud om Sankt Hans senest den 19. juni kl. 12.00

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio