Streaming udgivelse af Nanu Disco med Morten Stjernholm bag knapperne
Grønlands første dance-udgivelse fra 1998, albummet In Search of the Roots med Nanu Disco, bliver nu for første gang gjort tilgængeligt uden for Grønland via streaming. Albummet udkommer globalt på en række streamingtjenester mandag den 16. februar 2026 og kan dermed opleves af et internationalt publikum for allerførste gang i 27 år.
Albummet blev oprindeligt kun udgivet på CD i Grønland og har siden opnået kultstatus – ikke mindst titelnummeret Nanu Disco, som i slutningen af 1990’erne var et stort hit på de grønlandske diskoteker.
Bag Nanu Disco står den danske producer Morten Stjernholm, også kendt som Starman. I årene 1997–1998 arbejdede han i Sisimiut i Grønland for selskabet Sisimiut Tusaataat, der både drev lokalradio og pladeselskab i det legendariske Arctic Boomhouse Studio.
Morten Stjernholm fik frie hænder af pladeselskabschefen Kasik til at fortolke grønlandsk kultur i tidens musikalske udtryk. In Search of the Roots blev derfor et unikt møde mellem tradition og modernitet. Albummet indeholder autentiske samples af grønlandske fangeres sange samt fortællinger om myter og historie, kombineret med rap, sang og tidens disco- og dance-rytmer.
The Thule Spirit
Flere af de originale optagelser stammer fra anerkendte etnomusikologiske udgivelser. Dels fra Traditional Greenlandic Music (1992), med feltoptagelser fra perioden 1905–1984, der repræsenterer nogle af de ældste kendte optagelser af grønlandsk sang. Derudover indeholder albummet markante samples fra Northern Voices: The Thule Spirit (1997) af Tobias Sjøgren og Christian Vuust. Herfra stammer blandt andet de enestående optagelser af fangeren Kigutigaq, hvis sang udgør et centralt og identitetsskabende element i nummeret Nanu Disco.
Albummet har en markant international profil. Medvirkende er blandt andet de grønlandske rap-pionerer John Olsen og Henrik Broberg fra Nuuk Posse samt den amerikanske speaker James Barton, der bidrager som fortæller.
Derudover medvirker Ovidiu Cernăuțeanu som tekstforfatter og co-producer på flere numre. Ovidiu er i dag internationalt kendt som soloartist, tv-vært og sangskriver og producer i Rumænien. Ovi opnåede blandt andet en 3. plads ved Eurovision Song Contest 2010 sammen med Paula Seling med sangen Playing with Fire.
Instrumentalt bidrager også den grønlandske multi-artist Arne Heilmann, der spiller både harmonika og guitar, samt Peter Davidsen.
De gennemgående vokaler på albummet leveres af de to lokale sangerinder Regine Beck og Nilsigne Knudsen fra Sisimiut, hvilket forankrer projektet solidt i det grønlandske musikmiljø og Tim Harris var mix engineer på pladen
Lokal mand bag knapperne

Morten Stjernholm, som er opvokset i Fredensborg og efter eventyret på Grønland er vendt tilbage til byen, udtaler om indspilningen af albummet:
“Det var en af de mest spændende opgaver i mit liv. Utrolige mennesker, teknologiske gennembrud som ISDN-linjer, der muliggjorde indspilning over lange afstande, og medvirken af nogle af de bedste musikere i Sisimiut i alle aldre. Jeg så det som en turistplade, der skulle kunne fortælle om grønlandsk kultur og historie, men samtidig også fungere for unge mennesker på et diskotek. Det var i høj grad en teamindsats – og noget, ingen havde gjort før – hvilket lige er mig.”
Relanceringen sker netop nu – ikke tilfældigt. Grønland er i stigende grad i internationalt fokus, og Nanu Disco kan være med til at give verden et musikalsk indblik i øens historie, myter og kulturelle identitet samt dens komplekse forhold til Danmark og USA, som også adresseres på albummet.
Nanu Disco udgives her i 2026, i en helt ny re-mastered udgave af Holger Lagerfeldt, manden der bl.a. mange producerede for Blå Øjne og S.O.A.P. Som komponist for DJ Alligator, The Whistle song og mastering af årets MGP deltager Sander Sanches på nummeret Two Spirits.
Naturbevarende velgørenhed
Al økonomi fra denne streamingudgivelse går ubeskåret til naturbevarende velgørenhed, fortæller Morten Stjernholm, der i dag blandt andet producerer indhold til YouTube med fokus på test og formidling af hi-fi-udstyr på kanalen Stjernholm Reviews, som ligeledes er dedikeret til naturbevarelse.
Det oprindelige selskab Sisimiut Tusaataat eksisterer ikke længere. Genudgivelsen af In Search of the Roots sker i samarbejde med Lokalradioforeningen Radio Humleborg.
Fun fact: Nanu betyder isbjørne-unge.
Lyt til Nanu Disco på spotify, Deezer, Itunes Music med flere.
Direkte link til Spotify
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.