Skip to main content

Skriv, klip og lyt til poesi

6. marts 2024

I marts inviterer Fredensborg Bibliotekerne til poesivandring, digtskrivning og gækkebrevsskrivning. Torsdag 21. marts er Verdens Poesidag. Det fejrer Fredensborg Bibliotekerne med at invitere børn og voksne på en poetisk vandring i Fredensborg Slotspark.

Undervejs vil litteraturformidler Christine Fur Fischer præsentere de voksne deltagere for poesi i form af blandt andet lydpoesi, systemdigtning, sonetten og haikudigtet.

Imens de voksne får ro til poetisk fordybelse, vil de børn, som har lyst, blive udstyret med vingummibamser og sammen med børnekulturformidler Catharina Gower Poole lytte til cirkel-, figur- og vrøvledigte og gå på inspirationsekskursion i Fredensborg Slotsparks skovbund. Denne del af den poetiske vandring henvender sig til børn fra cirka 7 år.

Den poetiske vandring foregår fra klokken 16.30-18.00, og man mødes ved Fredensborg Bibliotek. Det er gratis at være med, men da der er et begrænset antal pladser, skal man tilmelde sig via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Påske og poesi i børnebiblioteket

Man behøver ikke gå på vandring for at skabe og opleve poesi. I ugen op til påske fra 18.-27. marts kan børn fra cirka 5 år på både Fredensborg, Humlebæk og Nivå Bibliotek prøve kræfter med at rime og digte i bibliotekets rimværksted. Her kan man også skrive og klippe gækkebreve og lave påskepynt.

Har man mod på endnu mere poesi, kan børn og unge op til 16 år frem til 5. april indsende digte i Fredensborg Bibliotekerne, UgeNyt og Fredensborg Kommunes Team Klima og bæredygtighed store digtkonkurrence. Temaet for digtkonkurrencen er vand, og de bedste digte vil blive offentliggjort i UgeNyt Fredensborg i forbindelse med FN’s Verdensmålsuge i uge 17.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio