Restaurering af Fredensborg Slotskirke medfører midlertidig lukning
Umiddelbart efter nytår tager Slots- og Kulturstyrelsen hånd om en gennemgribende restaurering af Fredensborg Slotskirke. Allerede i år vil flere have bemærket, at arbejdet så småt er påbegyndt både udvendigt og indvendigt. Men fra nytår lukkes kirken fuldstændig i en periode for kirkelige handlinger, hvorefter man kan arbejde fra gulv til loft.
Umiddelbart efter nytår tager Slots- og Kulturstyrelsen hånd om en gennemgribende restaurering af Fredensborg Slotskirke. Allerede i år vil flere have bemærket, at arbejdet så småt er påbegyndt både udvendigt og indvendigt. Men fra nytår lukkes kirken fuldstændig i en periode for kirkelige handlinger, hvorefter man kan arbejde fra gulv til loft.
300-års jubilæum i 2026
Det smukke kirkerum med den enestående akustik stod færdigt lidt senere end Fredensborg Slot, så derfor har kirken ikke fejret 300-års jubilæum i år, ligesom resten af Slottet og Fredensborg by. Kirken blev indviet i 1726.
En række omstændigheder har gjort, at nu er tiden inde til, at man kan give kirkerummet en nænsom restaurering, så det fremstår i så oprindelig form som muligt og klar til jubilæumsfejring i 2026.
Hvad skal der ske i kirken?
Arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen Lena Friis Christiansen har det overordnede ansvar for restaureringen.
Hun udtaler: Når man restaurerer historiske bygninger i dag, tager man fat dér, hvor det er nødvendigt og lader alt andet være så originalt som muligt. Man finder så vidt muligt frem til de originale materialer og benytter dem.
De smukke Ølandssten på gulvet har i årenes løb taget skade af bl.a. vejsalt og fugt og enkelte fliser bliver skiftet. Væggene bliver renset og malet med limfarve og de smukke originale træplanker på gulvet på pulpituret bliver rettet op. Elinstallationer er måske det område, hvor man går mest drastisk til værks. De bliver gjort tidssvarende.
En gennemgribende orgelrestaurering
Ved hjælp af en stor donation fra Johan Otto Wroblevskijs fond bliver orglet ført tilbage – så tæt på det oprindelige som muligt. Orglet er bygget i 1846 af Marcussen & Reuter fra Aabenraa. Firmaet er Danmarks ældste orgelbyggeri og stiftet i 1806, men da orgelbyggeren Andreas Reuter dør i 1847, umiddelbart efter færdiggørelsen af orglet i Fredensborg Slotskirke, skifter virksomheden navn til Marcussen & Søn. Firmaet eksisterer i dag under
dette navn, og ejes stadig af den samme familie.
Det oprindelige orgel blev forstyrret i 1960’erne
Orglet har tilsyneladende stået urørt fra 1846 og helt frem til 1956, hvor der foretages en række især tekniske forandringer. Allerede i 1960 foretages der dog yderligere en række drastiske ændringer på orglet, mest af klanglig karakter, men også vindforsyningens konstruktion ændres endnu en gang med en ny opfindelse som orgelverdenen var meget glad fori 1960erne. I forbindelse med et historisk musikinstrument som orglet i Fredensborg Slotskirke, må man betegne den vindforsyning som et fremmedelement, der modarbejder orglets tilsigtede klang.
Alt kan gendannes
Lykkeligvis er alle mål, tegninger og Andreas Reuters private noter bevaret i orgelbyggeriets arkiv og derfor er man i stand til at fjerne 60’ernes fremmedgørende elementer og føre det tilbage til det, som var. Det medfører, at hver eneste pibe skal på værksted i Åbenrå og alt bliver endevendt, noget bliver kasseret – andet produceret og samlet på ny.
En pudsig mindre, men heldig detalje er, at en årvågen orgelbygger i tresserne alligevel har kviet sig ved at kassere de originale registre. Han har bevaret dem ved at sætte dem til pynt på en træplade inde i orglet. Derved kommer de originale registre med tyske navne i brug igen.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.