Nye kunstgræsbaner på vej i Fredensborg og Karsemosegård

Fodboldspillere og andre brugere af kunstgræsbanerne i Fredensborg Kommune kan se frem til markant forbedrede forhold. Fritids- og Idrætsudvalget har nemlig besluttet at renovere kunstgræsbanerne på Fredensborg Stadion og ved Karsemosegård med en ny type 3. generations kunstgræs med gummigranulat – og samtidig tage hensyn til miljøet.
Med afsæt i et bredt samarbejde med både brugere, rådgivere og eksperter er valget faldet på en løsning, der kombinerer høj spilbarhed med minimal miljøpåvirkning. Rundt om banerne etableres der både bander og rister, som skal forhindre, at gummigranulat og mikroplast spredes til omgivelserne.
"Det har været vigtigt for os at finde den bedste balance mellem sportslige behov og miljøhensyn," siger Charlotte Sander, formand for Fritids- og Idrætsudvalget. "Med den valgte løsning får vi holdbare baner med lang spilletid og samtidig en kontrolleret miljøpåvirkning, som lever op til alle krav."
Projektet er en del af budgetforliget 2024-2027, hvor der er afsat 14,7 millioner kroner til udskiftningen. Arbejdet tager udgangspunkt i erfaringer fra blandt andet Silkeborgbanen, som Teknologisk Institut overvåger.
Næste skridt er indsendelse af en spildevandstilladelse, før arbejdet kan gå i gang.