Skip to main content

Nivå Bibliotek flytter til midlertidige lokaler inden jul

22. september 2024

Når byggeriet af Generationernes Hus går i gang, er det nødvendigt at lukke det nuværende bibliotek. I stedet indrettes et ”mini-bibliotek” på Johannes Hages Allé 2 – det tidligere ”Galaxen”

Når størstedelen af det tidligere Nivå Center bliver én stor byggeplads, er det nødvendigt at lukke det nuværende bibliotek, så håndværkerne frit kan komme til. Som alternativ indrettes et ”mini-bibliotek” i de bygninger, som tidligere husede SFO Galaxen på Johannes Hages Allé 2. Ændringen sker inden jul og varer indtil de nye bygninger står klar i sommeren 2027.

”Vi lægger ikke skjul på, at lukningen er til gene for både bibliotekets mange brugere og dets medarbejdere. Men efter at have undersøgt alle alternative løsninger, er vi endt med denne model. For det vigtigste er, at der eksisterer et lokalt bibliotekstilbud i hele byggeperioden, selvom det desværre bliver i en noget mindre udgave end i dag”, siger Ulla Hardy-Hansen, der er formand for Kulturudvalget, og fortsætter:

”Det bliver altså fortsat muligt at reservere bøger til og låne bøger i Nivå, ligesom der også bliver plads til at fastholde de nuværende aktiviteter som fx morgensang og lektiecafé i den lille sal. Tilsvarende får Fællesværket mulighed for at benytte salen i Galaxen til deres events, møder mv.”.

Nivå Bibliotek lukker og flytter inden jul. De præcise datoer følger via bibliotekets og kommunens hjemmesider mv.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio