Skip to main content

Markant fald i skatteindtægter udfordrer Fredensborg Kommune

20. august 2024

Fredensborg Kommune står over for en alvorlig økonomisk udfordring, da skatteindtægterne er faldet markant – et fald der er større end hvad kommunen havde beregnet og forventet. Det største slag mod kommunens økonomi kommer fra selskabsskatten, hvor specielt Coloplast har bidraget mindre end forventet.

Dette skyldes virksomhedens betydelige investeringer i patenter, hvilket har reduceret deres overskud og dermed også den selskabsskat, der ellers ville havne i Fredensborg Kommunes kasse.

Samtidig stiger udgifterne på specialiserede områder for både børn og voksne konstant. Der kommer flere borgere til kommunen, som kræver omfattende støtte og behandling, og hver enkelt af disse borgere bliver dyrere år for år. Dette har skabt en betydelig ubalance mellem indtægter og udgifter, hvilket stiller politikerne overfor en stor opgave.

I weekenden afholdt byrådet det andet budgetseminar om budgettet for perioden 2025-2028. Det budgetmateriale, som forvaltningen har udarbejdet, indeholder en lang række forslag til besparelser – et såkaldt råderumskatalog.

Blandt de foreslåede besparelser er nedlæggelsen af flere serviceområder, herunder Flextur i 2025, reduktion af tilskud til Esrum Sø Rundt, samt nedlæggelse af Fredensborg Naturskole og brandkadetundervisningen i UngFredensborg. Desuden overvejes der besparelser på kommunens seks folkeskoler, specialskolen i Ullerød, hos UngFredensborg og en afkortning af åbningstiden i SFO med to ugentlige timer. Der er også forslag om afskaffelse af flere støttepuljer på skoleområdet.

Kulturområdet går heller ikke fri, da der er forslag om nedlæggelse af kunstpuljen, opsigelse af samarbejdet med Sangcenter Nordsjælland og reduktioner på musikskoleområdet.

Som en del af politikernes arbejde med råderumskataloget afholder kommunen torsdag den 29. august klokken 17 et digitalt borgermøde, hvor borgere har mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende budgettet. På mødet deltager borgmester Thomas Lykke Pedersen, kommunaldirektør Mads Toftegaard og økonomichef Claus Chammon.

Hele råderumskataloget er tilgængeligt på kommunens hjemmeside, og det endelige budget forventes at falde på plads i løbet af september måned. Det bliver dog næppe uden udfordringer, og der er mange knaster, der skal files af, samt borgere, der skal lyttes til, inden de endelige beslutninger træffes.

Lyt til netradio