Skip to main content

M Networks modtager årets Erhvervspris i Fredensborg Kommune

23. oktober 2025

Der var både rosende ord og hæder til IT-virksomheden M Networks, da de onsdag aften modtog Fredensborg Kommunes Erhvervspris 2025 ved erhvervskonferencen på rådhuset.

Prisen blev overrakt af Lars Søndergaard, der både er formand for priskomitéen og for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Han lagde i sin tale vægt på virksomhedens sociale ansvar og fokus på medarbejdertrivsel.

”I priskomiteen var det udslagsgivende, at M Networks har fokus på udvikling af deres medarbejdere i alle deres variationer. Det fremgår også af deres motto: ‘IT leveret af mennesker’. Den sociale bevidsthed er tydelig overalt i virksomheden. For eksempel har alle medarbejdere to arbejdsdage hvert år, som de kan bruge på frivilligt socialt arbejde. De har blandt andet hjulpet ældre med brug af PC i Frivilligcenteret i Humlebæk og holdt fredagsbar på et plejehjem,” fortalte Lars Søndergaard.

Hos M Networks blev prisen modtaget med stor glæde af virksomhedens CEO, Rune Bak Jensen, der benyttede lejligheden til at fremhæve medarbejdernes indsats.

”Jeg er glad for at få prisen – og særligt glad for at dele den med vores medarbejdere. Vi har bevist, at vi kan kombinere en bæredygtig bundlinje med at være en rummelig arbejdsplads, hvor vores kompetencer kan udvikle sig inden for de rammer, den enkelte har brug for,” sagde han.

Erhvervsprisen uddeles hvert år af Fredensborg Kommune for at anerkende lokale virksomheder, der gør en særlig indsats for både erhvervsliv og fællesskab.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio