Skip to main content

Louisiana viser spændingsfelt mellem tragedie og komedie

21. maj 2023

I perioden 9. juni - 22. oktober 2023 viser Kunstmuseet Louisiana en omfattende solopræsentation af islandske Ragnar Kjartansson (f. 1976), der for længst har markeret sig som en af samtidskunstens væsentligste stemmer. Udstillingen får titlen Epic waste of love and understanding.

Udstillingen er den første retrospektive præsentation i Skandinavien og fylder museets Sydfløj med et væld af medier: maleri, skulptur, performance og store, rumlige installationer med film og musik. Et udvalg af kunstnerens mest kendte projekter suppleres af tidlige værker samt helt nye, der er skabt direkte til udstillingen.

Epic waste of love and understanding på Louisiana afspejler Kjartanssons emotionelle og politiske engagement i verden og hans både kærlige, humoristiske og kritiske dialog med den vestlige kultur – vores selvforståelse, succeser, klichéer, fiaskoer, melankoli, forvirring, håb og absurditeter. Nuancerede refleksioner over maskulinitet løber støt gennem værket og udstillingen i et tematisk spænd fra eksistentiel smerte til aggressiv verdenspolitik, der også omfatter den danske kolonialisering af kunstnerens hjemland, Island.

Værkerne dirrer flertydigt præcist mellem den eksistentielle og politiske alvor og den poppede lethed, og med Kjartansson må man som regel både græde og le. Spændingsfeltet mellem tragedien og komedien er kunstnerens signatur – eksempelvis i værket Me and My Mother fra 2015, som mange vil kende fra Louisianas Samling.

Ragnar Kjartansson har udstillet på alverdens førende kunstinstitutioner. På Louisiana falder udstillingen i forlængelse af store præsentationer af andre hovedfigurer i samtidskunstens felt af multimediepraksisser, hvor performance, video, lyd og andre medier forenes, fx Marina Abramović, Pipilotti Rist, Mika Rottenberg og Arthur Jafa.

 

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio