Skip to main content

Kom til verdensmålsuge på biblioteket

3. april 2023

I uge 17 sætter Fredensborg Bibliotekerne spot på FN’s 17 Verdensmål med forfattersamtale, film, foredrag, litterær skovtur og meget andet.

Biblioteket er som lokalt samlingspunkt en vigtig medspiller i arbejdet med at bidrage til FN’s Verdensmål og den grønne omstilling. Derfor sætter Fredensborg Bibliotekerne sammen med folkebiblioteker i hele Danmark fokus på FN’s 17 Verdensmål i uge 17 med en pallette af spændende arrangementer.

Tirsdag d. 25. april kl. 19-21 er der forfattersamtale med den prisvindende og anmelderroste forfatter Charlotte Weitze, der fortæller om litteraturens rolle i klimakrisen, når hun gæster Nivå Bibliotek.

Onsdag d. 26. april kl. 19-20.30 er der tankevækkende filmvisning på Humlebæk Bibliotek. I filmen ’Organiseret vildskab’ kommer seeren med til Hammer Bakker, hvor et stykke produktionsskov bliver omdannet til vild natur.

I foredraget ’Tøjet længe leve!’ fortæller blogger og upcyclingekspert Jessica Nilsson fra SySl.dk om, hvordan vores klædeskab gemmer på en kæmpe ressource i klimakampen. Foredraget præsenteres i samarbejde med kommunens klimateam, og det er på Fredensborg Bibliotek torsdag d. 27. april kl. 19-21.

Fredag d. 28. april kl. 10-12 inviterer biblioteket sammen med Gang i Fredensborg på en litterær skovtur i Dageløkke Skov, hvor der undervejs bliver læst forårsspæd natur-litteratur højt.

Herudover byder ugen også på fælleslæsning om klimalitteratur, samtalesalon om klimabekymringer og håb og spændende udstillinger. Det fulde program kan ses på bibliotekets hjemmeside, hvor man kan hente gratis billetter til arrangementerne.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio