Kom med til Tour de Fredensborg i Nivå

Lørdag den 21. september kl. 10:00 inviterer Fredensborg Kommune alle til Tour de Fredensborg i Nivå. Borgmester Thomas Lykke Pedersen, fritids- og idrætsudvalgets formand Charlotte Sander og Nivå Trim byder velkommen ved Nivå Skole Nord, hvor både gående og løbere kan tage del i motionsturen.
Ruten tager deltagerne gennem Nivås smukke stisystemer, forbi boliger og ind i skovens efterårslandskab. Der er to ruter at vælge imellem: en kortere på 3,5 km og en længere på ca. 5 km. For de mest energiske er der mulighed for at løbe 5 km-ruten to gange. Alle deltagere starter med en tur rundt om Nivå stadion, inden ruten fortsætter ud i byen og naturen.
En sjov tradition på den 5 km lange rute er slikstationen på "bjerget", men også dem på den kortere rute bliver forkælet med lidt sødt undervejs.
Deltagelsen er gratis, og alle opfordres til at tage del i fællesskabet, få motion og nyde den friske luft. Ved målstregen vil der være vand og frugt til alle, samt mulighed for at modtage en medalje som minde om dagen.
Selvom det er gratis at deltage, er tilmelding nødvendig senest den 21. september kl. 09.00 via www.fredensborg.dk/tourdefredensborg.
For dem, der ønsker at forberede sig, tilbyder Nivå Trim træning op til løbet. Se nærmere på www.nivaatrim.dk eller klubbens Facebook-side.
Tour de Fredensborg er en del af en serie på fire motionsløb i Fredensborg Kommune, arrangeret af lokale idrætsforeninger med støtte fra kommunen. Næste løb finder sted i Fredensborg den 31. december 2024 kl. 10.00.
Husk at sætte kryds i kalenderen og deltag i alle fire løb!