Skip to main content

Jazzens toner vender tilbage til Humlebæk

19. april 2025

Efter flere måneder uden live jazz i Humlebæk kan lokale musikelskere nu glæde sig: KulturStationen lancerer et nyt, tilbagevendende arrangement – Jazzeftermiddag – som fremover finder sted hver, den første lørdag i måneden.

Initiativet kommer i kølvandet på, at Humlepubben sidste efterår fik ny ejer og dermed satte punktum for en mangeårig tradition med live jazz i byen. Men nu genoplives jazzen, og publikum kan igen opleve stemningsfulde eftermiddage med swingende toner – denne gang i KulturStationens rammer.

Premiere med Six Foot Stompers
Første orkester på scenen bliver Six Foot Stompers, som gæster Humlebæk lørdag den 3. maj kl. 14-17. Med rødder tilbage til 1991 har det danske jazzband gennem årene opbygget et solidt ry både herhjemme og internationalt for deres festlige og publikumsvenlige fortolkninger af traditionel New Orleans- og Dixielandjazz.

Bandet består af:

  • Mogens Eghjort – trompet
  • Jens Brandt – klarinet og vokal
  • Morten Hertz/Hans Svenne – trombone og vokal
  • Torben Junker – banjo
  • Lars Nielsen – bas
  • Nils Christensen – trommer

De lover et varieret og levende repertoire, der spænder fra hårdtslående shuffle som “Beale Street Mama” til bløde ballader som “Look for the Silver Lining” og “That Old Feeling”, samt inciterende New Orleans street-beats som “When My Dreamboat Comes Home”.

Billetter og praktisk info
Billetter koster 50 kr. og kan købes online via dette link: https://arrangementer3050.nemtilmeld.dk/42/

Der er lagt op til en hyggelig og swingende eftermiddag, hvor både jazzkendere og nysgerrige nylyttere er velkomne. Så find hatten frem og lad dig rive med af rytmerne – jazzen er tilbage i Humlebæk!

Lyt til netradio