Hvad Betyder Det at Være Mand i 2025?

Er manden på vej mod afgrunden – eller i gang med en ny begyndelse? Det spørgsmål stilles skarpt, når psykolog og forfatter Svend Aage Madsen gæster Louisiana LIVE den 24. april kl. 19:30, med sit indsigtsfulde blik på mænds rolle i en moderne verden.
I en tid, hvor mænd både fremstår som samfundets tabere og som aggressive verdensledere, og hvor unge drenge præges af ekstreme maskuline idealer på sociale medier, er der brug for at stoppe op og spørge: Hvad vil det sige at være mand i dag?
Svend Aage Madsen, en af Danmarks førende eksperter i mænds psykologi og trivsel, har i årtier beskæftiget sig med mandelivets mange facetter. Han er aktuel med bogen Argumenter for mænd, som danner udgangspunkt for aftenens samtale.
Til Louisiana LIVE stiller Madsen skarpt på de udfordringer og forandringer, der former mænds liv i dag – og hvorfor det ikke bare er vigtigt for mænd selv, men for hele samfundet, at vi tager samtalen. Journalist og radiovært Anna Ingrisch leder dialogen.
Praktisk information:
Arrangementet er gratis for museets gæster, men kræver pladsbestilling via Politiken Billet (gebyr: 20 kr.). Samtalen begynder kl. 19:30, og der er nummererede pladser.