Skip to main content

Hør om nobelpristagers forfatterskab på Fredensborg Bibliotek

11. oktober 2023

Tirsdag 24. oktober klokken 19.30-21.00 kan alle med interesse for Sovjetunionen, Den kolde krig, østeuropæisk litteratur og den nuværende situation i Rusland, Ukraine og Belarus blive klogere på alle dele ved et foredrag på Fredensborg Bibliotek.

Her vil cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling Nana Kofoed Nielsen fortælle om den belarussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som i 2015 modtog Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab.

Svetlana Aleksijevitj fik Nobelprisen for sine fem bøger, hvor hun lader almindelige sovjetborgere beskrive de voldsomme begivenheder og katastrofer, der prægede Sovjetunionen fra 2. Verdenskrig til dens sammenbrud i 1991. Historiske begivenheder, der i stor udstrækning danner baggrund fra nutidens tragiske krig i Ukraine og undertrykkelsen i Aleksijevitjs hjemland Belarus.

Nana Kofoed Nielsen vil i foredraget fortælle om Aleksijevitjs’ enkelte værker og om hendes metode og poetik, der giver det almindelige menneske stemme, men som også er blevet kritiseret fra flere sider. Alle fem bøger er udgivet på dansk og kan lånes fra Fredensborg Bibliotekerne. Den mest kendte er ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” om sovjetiske kvinder under 2. Verdenskrig.

Foredraget er et samarbejde imellem Fredensborg Folkeuniversitet og Fredensborg Bibliotekerne. Billetter koster 100 kroner og kan købes fra Folkeuniversitetet eller via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio