Skip to main content

Fredensby Legepark etableres på Alexander House grunden

1. april 2024

Et område fyldt med hygge, leg og sensoriske oplevelser vil snart præge Alexander House grunden, som for nylig har været genstand for lokal debat om dens fremtidige anvendelse.

Tidligere var flere investorer interesserede i at købe grunden for at opføre boliger, men modstanden fra byens borgere fik politikerne til at udforske andre muligheder. Efter nøje overvejelser blev det besluttet at omdanne området til en bypark til glæde for både lokale beboere, turister, skoler og institutioner.

Den planlagte legepark vil omfatte en luksuriøs skovlegeplads med flere sektioner. For de yngste besøgende vil der være en sandkasse, mens de lidt ældre kan nyde en Tarzan-bane og en mooncar-bane. For dem, der elsker spil, vil der være en minigolfbane samt hytter med bålplads til madpakker. Derudover vil der være traditionelle legeredskaber såsom svævebaner, vipper, gynger og klatrestativer. Der overvejes også at etablere kontakt med lokale gårdejere, der kan bidrage med dyr til en dyrefold samt en isbod.

Adgangen til legeparken vil være gratis, undtagen for minigolfbanen, hvor udstyr kan lejes fra isboden.

Legeparken vil være åben fra påsken og indtil efterårsferien, og skoler samt institutioner vil have mulighed for at benytte faciliteterne til udendørsundervisning. Beliggenheden midt imellem Fredensborg Skole og Endrup Skole vil være optimal for begge skoler.

Desuden vil legeparken være tæt på Alexander House og Lundely instruktionerne, og dens nærhed til togstationen vil tiltrække turister, der rejser til Slotsbyen.

For at få plads til alle aktiviteterne planlægges det at anvende det nuværende parkeringsareal og i stedet erhverve det tidligere posthus til opførelse af et nyt, treetagers parkeringshus. Dette parkeringshus vil gavne besøgende til byparken, byens handlende og turister på vej mod slottet.

Med finansieringen på plads fra den gældfri Fredensborg Kommune forventes Fredensby Legepark at åbne i påsken 2026 og vil blive finansieret af midler, der oprindeligt var afsat til en svømmehal, som nu ikke vil blive realiseret.

Lyt til netradio