Skip to main content

Fredensborg Vandrerhjem solgt til Hotel Store Kro

20. oktober 2025

Fredensborg Vandrerhjem Fond har solgt sin ejendom Østrupvej 3, Fredensborg, til Niels Fennet, som også ejer Hotel Store Kro og den danske hotelkæde Cabinn.
Fonden fik for 30 år siden overdraget ejendommen fra Fredensborg Kommune, fordi kommunen ikke selv må drive vandrerhjem.

Skiftende bestyrelser har gennem årene med forskellige forpagterne energisk søgt at holde driften i gang. Allerede ved overdragelsen var der et efterslæb på vedligeholdelse og fornyelse. Man håbede dengang, at driften kunne skaffe indtægter til opgradering. På trods af energisk indsats fra forpagterne, er det aldrig lykkedes at skabe en rentabel drift – og slet ikke overskud til vedligeholdelse og investering.

I 2023 fik Fonden foretaget en uvildig gennemgang af ejendommen fra et rådgivende ingeniørfirma. Deres skøn var et umiddelbart behov for investering på mere end 10 mio. kr. og på 30 mio. kr. for en modernisering med bad og toilet til alle værelser. Med de begrænsede indtægter, som forpagtningen kaster af sig, kunne bestyrelsen for fonden konstatere, at vandrerhjemmets drift aldrig kunne forrente eller afdrage beløb af denne størrelse. Bestyrelsen anså det derfor for uforsvarligt at gennemføre disse forbedringer.

I forbindelse med det seneste forpagtningsudløb i foråret 2025 havde Fonden samtaler med et antal personer, der var interesserede i at overtage forpagtningen, men alle nåede frem til den samme konklusion: Det ville ikke kunne løbe rundt og ejendommens stand var for ringe. Fonden undersøgte også mulighederne for alene at satse på at huse udenlandske håndværkere ved de mange byggerier i Hillerød og andre steder i Nordsjælland. Det kunne måske svare sig økonomisk, men en sådan anvendelse ville stride mod fondens formål og vedtægt, mod lokalplanen og endelig ville naboerne næppe være tilfredse en tung belægning på vandrerhjemmet med en øget trafik på Østrupvej.

Niels Fennet, ejer af Store Kro, havde ”på vandrørene” hørt, at vandrerhjemmets fremtid var i spil, og det endte med, at Niels Fennet efter nogle forhandlinger tilbød at overtaget ejendommen til en god pris for fonden. Fonden vurderede tillige, at Niels Fennet ville være en af de få, der havde de økonomiske muskler til at overtage en sådan gammel ejendom, hvor matriklens lokalplan sætter relativt snævre begrænsninger for anvendelsen - kun hoteldrift og kan ikke udstykkes. Der er således en væsentlig grad af filantropi forbundet med købet. Fennet har tidligere vist, at han er villig til at skyde mange penge i vedligeholdelse, også selv om dette ud fra en snæver forretningsmæssig kalkule ikke er lønsomt. Således fremstår Hotels Store Kro i dag som et lysene eksempel på dette.

Niels Fennet, har ikke lagt skjul på at hans primære formål med køb af ejendommen er, at sikre, at der ikke sker en øget trafik forbi Hotel Store Kro og bygningen efter en renovering kan supplere hoteldriften.

Provenu fra salget efter indfrielse af gæld og beskatning, ca. 8-9 mio. kroner bliver i Fredensborg Vandrerhjem Fond, som har fået navneændring til Fonden for Fredensborg Byliv og Kultur. Fonden vil fremadrettet støtte og yde tilskud til byliv, herunder kulturelle, turistmæssige og fritidsaktiviteter - fortrinsvis i Fredensborg By.

Vandrerhjemmets historie

Hovedbygningen på Østrupvej 3 er fra 1898 og var frem til 1920 ejet af apoteker Frederik Holm og hustru Marie, der benyttede boligen til sommerbolig.

Ejendommen forblev i privat eje frem til 1932, hvor den blev solgt Svend Holtze, som grundlagde en gymnastikskole, den internationalt anerkendte "Den Engelske Skole" eller "Fredensborg College of Physical Education". Her kom unge mennesker fra hele verden og fik en international gymnastik læreruddannelse. Svend Holtze byggede i 1936 en stor fløj på hovedbygningen, som kom til at huse gymnastiksal og værelser til eleverne under kvisten. I midten af 1960’erne var tiden løbet fra at tage en international gymnastikuddannelse, og bygningen på Østrupvej blev solgt for 740.000 kr. til Ensomme Gamles Værn, der etablerede en pensionisthøjskole i bygningen, som i godt 20 år var et samlingssted, hvor pensionister kunne blive en del af et fællesskab og få støtte til at blive boende længere i eget hjem – datidens svar på et genoptræningsophold.

Med tiden blev bygningen dog utidssvarende og hverken ældre- eller handicapvenlig. Driften gav underskud 800.000 kr. i 1987 og underskud i 423.000 kr. i 1988 – og en nødvendig renovering ville have kostet over 20 millioner kroner, hvilket Ensomme Gamles Værn ikke havde midler til. Samtidig havde fondens direktør, Bjarne Hastrup, andre planer. Han var i gang med at etablere Ældre Sagen, hvor han siden blev kendt som organisationens mangeårige og stadig fungerende direktør.

Ensomme Gamles Værn solgte i 1989 den nedslidte bygning til Fredensborg-Hummelbæk Kommune, som øjnede nye muligheder for den gamle bygning. Kommunen købte ejendommen for 4,2 mio. kroner og ansatte et forpagterpar til at drive vandrerhjem fra adressen. I 1995 omdannede kommunen vandrerhjemmet til en selvejende fond. Den kommunale forvaltning og lokalpolitikerne var efterhånden bekendt med driften var svær at få til at løbe rundt, mens store vedligeholdelses- og moderniseringsudgifter voksende latent år efter år.

Fredensborg Vandrerhjem Fond blev - set i bagspejlet - stiftet på et noget spinkelt økonomisk grundlag. Det har efterfølgende også vist sig, at driften af vandrerhjemmet slet ikke kunne finansieres det vedligeholdelsesmæssige efterslæb, som stammende helt tilbage fra man overtog ejendommen efter Ensomme Gamles Værn i slutningen af firserne.

Indhentet af fortiden

Frem til 2025 har vandrerhjemmet haft skiftende forpagtere, som alle – trods svære vilkår – har arbejdet for at skabe en sund og bæredygtig drift. Men oddsene var vanskelige i den gamle bygning, hvor både vedligeholdelsesomkostningerne og konkurrencen fra nye, prisvenlige overnatningsmuligheder som Cabinn, Wakeup og lignende hoteller har gjort det stadig vanskeligere at opretholde en rentabel virksomhed.

Ejendommen fik 30 år i som vandrerhjem med skiftende succes, indtil ejendommen ramte det, som også plagede Bjarne Hastrup tilbage i 1980’erne. Fonden måtte træffe det svære valg ved ikke at forny forpagtning og sælge ejendommen.

Som et kuriosum kan nævnes, at grunden, hvorpå vandrerhjemmet blev bygget, i sin tid var en del af Store Kro.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio