Skip to main content

Fredensborg Kommune vinder national skoletrafiktest

5. november 2024

Hvert år gør kommunens folkeskoler en stor indsats for at lære deres elever at blive sikre trafikanter. Den indsats har Rådet for Sikker Trafik nu belønnet med en flot førsteplads i den årlige sammenligning af alle kommuners indsatser.

5A og 5B på Fredensborg Skole glædede sig over førstepladsen sammen med borgmester Thomas Lykke, der mandag morgen var forbi med diplomet. Foran borgmesteren står skolepatruljen, som hver morgen er med til at få alle elever sikkert i skole.
Fredensborg Kommune har tilsyneladende knækket koden for, hvordan folkeskolerne får succes med at lære deres elever at blive sikre trafikanter. For igen har Rådet for Sikker Trafik kåret kommunen som den bedste i landet. Samme ære overgik kommunen i 2022, mens man i 2023 måtte ”nøjes” med en andenplads.

”Det er super flotte resultater, og de viser, hvordan vores ansatte på skolerne lykkes både med at give trafikundervisningen høj kvalitet og samtidig gøre den til en fast del skolens årlige opgaver. Det bliver vi nu belønnet for, men jeg glæder mig først og fremmest over, at vi gør vores elever til sikre trafikanter og dermed giver både dem og deres forældre tryghed”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, der mandag formiddag var forbi Fredensborg Skole for at ønske elever og ansatte tillykke.

I Plan-, Trafik- og Klimaudvalget er der også glæde over den nye førsteplads:

”Vi har konsekvent fastholdt og prioriteret indsatsen, så vores elever kan få en ordentlig trafikundervisning gennem hele deres skoletid. Og dermed kan vi også fastholde det vigtige og konstruktive samarbejde mellem alle vores skoler, administrationen på rådhuset og Nordsjællands Politi. Det samarbejde tager lang tid at opbygge, men kan hurtigt forsvinde, hvis man prioriterer anderledes”, siger udvalgsformand Lars Simonsen med henvisning til at undervisning i trafiksikkerhed i mange kommuner er ramt af besparelser.

”Der er ingen tvivl om, at det konsekvente arbejde på skolerne med trafiksikkerhed skaber de flotte resultater år efter år. Vi er også godt hjulpet af, at skolerne samtidig kan samarbejde om indsatsen – fx ved at de deles om en mobil cykelbane, hvor eleverne kan øve forskellige cykel-teknikker og manøvrer”, siger Børne- og Skoleudvalgets formand, Per Frost Henriksen.

97 kommuner deltog i testen af kommunernes og skolernes konkrete samarbejde om trafikundervisning og trafiksikkerhed. Fredensborg Kommune opnåede 940 point ud af 1.000 mulige.

Skoletrafiktest er et vigtigt værktøj
Kommunernes Skoletrafiktest er en årlig undersøgelse, der viser, hvordan det står til med trafikundervisningen blandt skolebørn landet over. Der bliver blandt andet målt på, om de yngste elever gennemfører gåprøven, om eleverne på mellemtrinnet prøver kræfter med cyklistprøven, og om de ældste elever får undervisning i risikoforståelse og lærer, hvordan deres egen adfærd i trafikken også har betydning for deres sikkerhed.

Lyt til netradio