Skip to main content

Forlader De Konservative: Heidi Boss Nyby bliver løsgænger

17. september 2024

Endnu et konservativt byrådsmedlem forlader byrådsgruppen i Fredensborg. Først var det Mikkel Hartwich der meldte sig ud af partiet i foråret og i dag meddelte Heidi Nyby Boss sin afgang. Hun fortsætter dog sit politiske arbejde i Byrådet, i Udvalg og øvrige poster.

Om udmeldelsen fortæller Heidi Boss Nyby:

- At melde mig ud af Konservative er en af de sværeste beslutninger nogensinde. Men det er desværre en beslutning der længe har været på vej. For mig handler det simpelthen om at kunne se mig selv i spejlet, om at stå på mål for mine værdier, om at leve op til vores forpligtelser til vores vælgere, og om at sige fra når mine grænser bliver langt overtrådt.

Som lokalpolitiker vil jeg gerne gøre en tydelig lokal forskel. Men det kræver ordentlighed og rettidig omhu.

Rettidig omhu handler om at tage sit hverv som politiker alvorligt. At borgerne skal kunne stole på, at lokalpolitikere altid er på forkant og velforberedte i forhold til alle de mange sager vi behandler. Det er vigtigt for mig at sætte den ordentlighed højt i det politiske arbejde. Det er vigtigt, at tage det seriøst. Det skylder vi de borgere der har valgt os ind. Men den tilgang har jeg desværre savnet – længe.

At arbejde professionelt med lokalpolitik kræver også en professionel tilgang til ledelse. Det har jeg savnet. Man kan kun skabe resultater, når man som leder udviser respekt for forskellighed. Det er nødvendigt. Min beslutning handler også om politisk fokus. Jeg har oplevet at stå alene i prioritering af vores lokale natur, og i ønsket om en mere moderne familiepolitik. Jeg var alene med ønsker om at skabe endnu mere natur, og derfor prioritere store lokale naturområder som f.eks. Nivå Engfjord.

Jeg stod alene om at kæmpe for en moderne familiepolitik for den moderne, travle børnefamilie. Men naturen SKAL blive ved med at være vores kendetegn, og Fredensborg Kommune SKAL være eftertragtet af moderne børnefamilier. Det er i den grad Konservativ politik, som jeg ikke længere kan blive ved med at gradbøje, og stå alene med i den Konservative Byrådsgruppe.

Situationen har længe ikke været optimal. For mig handler det om troværdighed, ordentlighed og arbejdsomhed. Derfor må jeg desværre tage den triste beslutning at melde mig ud af Konservative Fredensborg, for at kunne stå på mål for mine værdier. For at kunne fokusere på de værdier jeg blev valgt i Byrådet for at repræsentere.

Mit lokalpolitiske fokus er derfor fortsat helt det samme. Det bliver det ved med – Både nu og fremadrettet. Og jeg fortsætter derfor naturligvis mit politiske arbejde i Byrådet, mine Udvalg og øvrige poster.


 Beklagelse. Artiklen er redigeret, da redaktionen ved en fejl var kommet til at kalde Heidi for Helle. Fejlen er nu rettet i artiklen. Og vi beklager stort over for Heidi.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio