FBI indgår samarbejde med FC Nordsjælland
FC Nordsjælland er glade for at kunne indlemme et nyt medlem af vores i forvejen brede udvalg af samarbejdsklubber. Fredensborg Boldklub og Idrætsforeningen er således det seneste skud på stammen af samarbejdsklubber - og det glæder Leder af FCN Klubsamarbejde, Jacob Kolle Nielsen.
Det er en stor glæde at kunne præsentere Fredensborg Boldklub og Idrætsforening i FCN Klubsamarbejde, som nu tæller 25 klubber.
Fredensborg BI er en klub i stærk udvikling, hvor børnefodbolden trives, og hvor trænernes udvikling såvel som spillernes er højt prioriteret. Vi glæder os derfor til at bringe vores faglighed og inspiration til klubbens i forvejen dygtige trænere gennem uddannelse og kurser, så vi sammen kan styrke træningsmiljøet, og skabe store oplevelser for alle drenge og piger.
Med dette nye samarbejde styrker FC Nordsjælland derudover vores tilstedeværelse i de nordsjællandske kommuner. Det er fantastisk at opleve den store interesse for FCN Klubsamarbejde, hvor de lokale klubber engagerer sig aktivt og viser en enorm vilje til at udvikle fodbolden i regionen”
Kenneth Kristensen, formand for Ungdomsudvalget i Fredensborg Boldklub og Idrætsforening
- Vi var egentlig ikke i tvivl om, at det var det rigtige at indgå et samarbejde med FCN, efter de var forbi for at præsentere deres setup, som kan understøtte de ting, som vi i FBI er i gang med. Så derfor er vi rigtig glade for, at samarbejdet er kommet på plads.
- Vi er en klub med en masse frivillige trænere, som yder en kæmpe indsats for vores medlemmer - og for at vi skal komme videre, skal vi have hjælp. Og her er FCN samarbejdet et kæmpe skridt i den rigtige retning, for de kan hjælpe os med trænerudvikling og talentarbejdet, så vores talenter kan komme videre i gode hænder. Og her ser vi samarbejdet som en gevinst for os i FBI.