Bådfarten Esrum Sø åbnet for 14. gang
De forudseende havde taget en vatteret jakke, en ulden undertrøje og et halstørklæde på. For når temperaturen er nede og vinden i nord, så er der hundekoldt ved Skipperhuset for enden af Skipper Alle. Til gengæld var der menneskelig varme og glæde, ved sæsonåbning af færgefarten på Esrum Sø.
Dagen blev fejret med mange gode grin og dejlig atmosfære, da Skibreder Birk og Co. bød velkommen til den 14. sæsonåbning med sædvanligt traktement, taler og amerikansk lotteri med flotte malerier fra Kurt Ravnbak som præmier.
Ole Birk ved roret af Viking sørgede selv for at sejle Borgmester og 1. Viceborgmester standsmæssigt til broen og Thomas Lykke fangede efter landgang straks den gule saks og erklærede med et sikkert klip bådfarten for åbnet. Efter velkomsten var det Fredensborgs Borgmester Thomas Lykke Pedersen, der har været med alle 14 gange, der holdt åbningstalen og betonede værdien af Bådfarten og den frivillige drift.
1.Viceborgmester Christian de Jonquieres fulgte efter i sit sædvanlige muntre leje, hvor vittigheder og historiske nedslag afløste hinanden til stor morskab for den talstærke forsamling
Størst bifald fik dog Ole Birks barnebarn da han med glød i stemmen på armen af Ole kundgjorde: "Jeg skal være storebror". Ja, der var stemning og fest ved Esrum Sø
Hovedpersonerne Rolf og Viking, der er de stolte skibe, har igen bestået prøverne og er klar til sejlads med turister sommeren over. Der er ingen fast sejlplan, men kontakt rederiet og køb en skøn oplevelse på Esrum Sø – se mere her Bådfarten Esrum Sø (www.baadfarten.com)
”Bådfarten Esrum Sø er et stærkt aktiv, der tiltrækker turister til Nordsjælland og måske især til det dejlige idylleriske traktørsted Fændrikhus i Gribskov. En sejltur og en god frokost er godt for sjælen,” siger formand for turistselskabet VisitNordsjælland Per Frost Henriksen, der som vanligt havde kameraet ved hånden og fangede snoreklip, hurraråb med rullende r’er, smalltalk, stegte pølser og de skønne skibe Rolf og Viking.
Foto at af Per Frost Henriksen
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.