Skip to main content

Læserbrev: Vækst – pro et contra

22. april 2023

af

Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquieres
FredensborgSocialKonservative

Det var en længe ventet og meget ønsket konference om kommunens fremtidige vækst, som blev gennemført i Bådhuset på Louisiana.

Vi håber ikke, at seancen bliver en enestående begivenhed, men derimod starten på en proces, der vil udbrede problematikken vidt og bredt.Det er nemlig blevet mere og mere indlysende, at vores næsten galopperende udvikling efterhånden har forvandlet vores omgivelser i foruroligende retning og omfang. Den accelererende vækst har allerede efterladt såvel positive som negative spor omkring os.

Det bør nu være klart, at kommunens videre eksistens ikke kun skal bestemmes af antallet af mursten, der stables oven op hinanden – som bolig for nye borgere med høje indtægter til beskatning. Så store fysiske forandringer har voldsomme følgevirkninger i form af udgifter og tilpasning til en ny , nødvendig infrastruktur.

Den proces kræver både omtanke og empati – egenskaber, der hidtil i foruroligende grad forekommer at have været fraværende. Har vi været i stand til at opretholde en bæredygtig udvikling midt i al den dynamik eller ender vi – billedlig talt – i en situation som fiskene i et overfyldt akvarium …….. med bugen i vejret på grund af iltmangel ?

Blot et enkelt eksempel til overvejelse og eftertanke. Vores infrastruktur - i denne sammenhæng vores veje – lever ikke op til den kapacitet og vedligeholdelsestilstand, som væksten indlysende kræver. I dette tilfælde udgør statsvejen A6 gennem det centrale Fredensborg et næsten ubærligt problem, som vi åbenbart må søge utraditionelle løsninger på. Det grønne, luftige bybillede skulle nødigt ende med blive et fænomen, som vi kun kan stifte bekendtskab med på Lokalhistorisk Arkiv.

En eventuel omfartsvej gennem vores åbne landområder kommer til at ske for ”egen regning” - både økonomisk og ved voldsomme tab af naturskabte herlighedsværdier. Men det må ved en forhandling om trafikdæmpende foranstaltninger være muligt at mindske generne. Hovedlandevejens volumensyge er i øvrigt i høj grad foranlediget af vore 2 nabokommuners monsterrvækst, der spreder sine bivirkninger vidt omkring….. og som vi efter vores opfattelse ikke skal prøve at efterligne, men tværtimod bør tage ved lære af, så vi ikke ender i en dårlig kopi af en dødsspiral.Nogen bæredygtighed har det indtil nu været svært at få øje på. Men ”grøn omstilling” og tankeløs vækst forekommer os at være inkommensurable størrelser.

Vi FredensborgSocialKonservative er indstillet på at bidrage til en gennemtænkt, æstetisk arkitektonisk og balanceret vækst.

af

Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquieres
FredensborgSocialKonservative

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio