Mange fordrevne ukrainere er kommet ind på det danske arbejdsmarked
af
Suzan Daoud (A) og Cømert Sonsuz (A)
Medlemmer af Arbejdsmarkeds og Erhvervsudvalget
Siden de første ukrainske flygtninge kom til Fredensborg Kommune i marts 2022, er mange allerede kommet i arbejde.
Fredensborg Kommune har en høj andel af ukrainere i beskæftigelse (72 %) , sammenlignet med både gennemsnittet for hovedstadskommunerne (55 %) og hele landet (53%).
Det viser de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Det er især i hotel- og restaurationsbranchen, inden for rengøring og anden form for service, at de fordrevne ukrainere har fået arbejde. Men også inden for sundhed og socialvæsen kan man se, at ukrainere har fået beskæftigelse.
Det er meget positivt, at så mange ukrainere har fået foden inden på det danske arbejdsmarked. Vi har hele tiden ønsket at hjælpe de mennesker, hvis hjemland er i krig, så godt som muligt. Så det primære fokus har været, at de blev hjulpet på plads. Men mange både kan og vil forsørge sig selv og familien – også for at skabe en så normal hverdag som muligt. Det er positivt, at det lykkes for flere at komme i job, og færre har behov for at modtage en ydelse. Målet er, at alle arbejdsdygtige skal være selvforsørgende.
En stor tak til jobcentret, administrationen og alle medarbejdere der yder en kæmpe indsats for at få flygtninge i job.
Suzan Daoud (A) og Cømert Sonsuz (A)
Medlemmer af Arbejdsmarkeds og Erhvervsudvalget
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.