Skip to main content

Læserbrev: Svømmehallen bliver allerede 23% dyrere

22. februar 2022

af Venstres Byrådsgruppe
Lars Søndergaard, Mie Stattau, Tinne Borch Jacobsen, Carsten Bo Nielsen, Kristian Tanderup

Økonomiudvalget skal mandag forholde sig til om projektet om Generationernes Hus i Nivå skal udbydes med en fordyret svømmehal. I alt for skole, bibliotek/kulturhus, gymnastikhal, udearealer og svømmehal stiger budgettet med 45 mio. hvoraf svømmehallen står for de 20 mio. Det foreslås, at vi opsluger det budget, der forventeligt gøres ledigt, fordi det planlagte plejecenter i stedet erstattes med et privat friplejecenter, hvor kommunen ikke på forhånd er sikret anvisningsret til den kapacitet, der opføres.

 

I Venstre er vi bekymrede over den løsning, hvori vi på forhånd disponerer over et budget, der var afsat til at sikre kapacitet til pleje af vore plejekrævende ældre. Samtidigt stiger byggepriserne med en hast, som er svær at planlægge efter, og især at budgettere med. Svømmehallens budget har hele tiden været et tvivlspunkt, og prisen for den stiger indenfor et budget, som i forvejen ikke kan rumme den.

 

Bliver forvaltningens indstilling om at forhøje budgettet stemt igennem af de øvrige partier, vil det være et brud med den gældende budgetaftale, som kræver enstemmighed blandt forligspartierne.

 

Venstre ønsker ikke, at svømmehallen skal indgå i udbuddet. Vi finder det ikke økonomisk ansvarligt og ikke i overensstemmelse med budgetforligets hensigt med "orden i eget hus". Det hedder i budgetteksten: ”Budgetforligspartierne er enige om, at større ændringer af kommunens økonomi i negativ retning, kan betyde, at opførelse af en ny svømmehal og udfasning af dækningsafgiften udskydes.” Det er efter Venstres opfattelse den situation, der foreligger. Projektet bliver dyrere end der er økonomi til.

 

Vi skal i stedet koncentrere os om at få opførsel af skolen, bibliotek/kulturhus og hallen i gang og være rustet til at stå imod de prisstigninger, vi yderligere kan blive ramt af på de projekter.

 

Nivå trænger til handling, og vi skal være sikre på at komme ordentligt i mål med de projekter, vi sætter i gang. Skolen har 1. prioritet, og bibliotek og hal skal også prioriteres, og Venstre vil ikke gå på kompromis med kvaliteten i de byggerier. Derfor må svømmehallen vente.


Venstres Byrådsgruppe

Lars Søndergaard

Mie Stattau

Tinne Borch Jacobsen

Carsten Bo Nielsen

Kristian Tandeup

 

Update 23.02.2022: Ved mødet i ØK, tog Venstre forbehold for sagen og den diskuteres helt sikkert videre på det førstkommende byrådsmøde.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Lyt til netradio