Læserbrev: Politikerne skal tage ansvar for børns vælfærd i skolen

af
Heidi Boss Nyby,
Byrådsmedlem
Jeg mener, at mobiler og skærme fylder alt for meget i vores børns liv. Som Mor til et barn i Folkeskolen, ser jeg hvordan skærmene påvirker deres hverdag negativt. Forskning bekræfter dette igen og igen.
I torsdags udkom analysen ”Young Consumers and Social Media” fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som bekræfter sammenhænge mellem børn og unges brug af sociale medier og deres mistrivsel. Analysen viser bl.a. at 20 procent af de 11 – 25-årige viser svære tegn på afhængighed af sociale medier. At en tredjedel af teenagepiger i alderen 13 - 17 år viser tegn på afhængighed af deres telefoner. Og at afhængighed ledsages af lavere trivsel.
Det er nødvendigt, at vi som lokalpolitikere tager ansvar for børns trivsel. I Børne & Skole Udvalget har jeg derfor mange gange tydeligt tilkendegivet min bekymring over den øgede digitalisering af vores børns hverdag og læring. Jeg har længe ønsket at vi tager politiske initiativer for at øge både trivsel og læring. Os der har børn i de lokale folkeskoler ved, at på flere skoler har f.eks. Mellemtrinet og Udskolingen kun fysiske bøger i ganske få fag. Tiden er inde til at tage politisk ansvar for den udvikling.
Derfor er jeg glad for, at vi i Børne & Skole Udvalget i denne uge skabte én fælleskommunal og mere restriktiv skærm- og mobilpolitik for alle skolerne. Det skal skabe rum til fordybelse i undervisningen, og øge trivslen blandt børnene i hverdagen.
Al forskning viser jo at vi lige nu gør en hel generation en kæmpe bjørnetjeneste ved at tillade fri leg online og på sociale medier. Undersøgelse efter undersøgelse beviser at det i den grad forstyrrer indlæringen, og er med til at skabe seriøs mistrivsel blandt børn. Derfor lytter vi til eksperterne, og skabe en mere restriktiv politik på området som gælder for alle vores skoler – For børnenes skyld.
Jeg opfordrer derudover til at prioritere midler til bøger igen. Vi kan kigge mod Sverige og lade os inspirere. Her har Sveriges Skoleminister sat en halv milliard årligt af til flere fysiske undervisningsmaterialer og skolebøger, som en konsekvens af at digitaliseringen af folkeskolen havde taget overhånd! For det er rigtig dyrt, når man i årevis ikke har prioriteret de fysiske undervisningsmaterialer og bøger. Der er meget at købe ind. Men det er nødvendigt at prioritere - Også i Danmark.
Jeg håber derfor at Regeringen i fremtiden vil have et mere realistisk blik for hvad det i virkeligheden vil koste at få bøgerne tilbage. For i Danmark er kun et alt for lille beløb afsat til flere bøger i Folkeskolen. Så regningen for at tage ansvar for at få bøgerne tilbage i skolerne rammer i stedet kommunerne. Vores børns barndom og fremtid er for vigtig til at ende som en budgetøvelse i kommunerne.
Jeg glæder mig over, at den nye fælleskommunale skærm- og mobilpolitik for alle skoler og SFOer er et lille første skridt i den rigtige retning. Jeg glæder mig over, at vi som lokalpolitikere tog ansvar.