Læserbrev: Plejeboliger skal bygges til mennesker – ikke til afkast

Af Malene Prehn,
Formand for Humlebæk Boligselskab og byrådskandidat for Socialdemokratiet i Fredensborg Kommune

Svar på læserbrev ”Den gode ældrebolig – opdateret blik på fremtidens behov” af Mikkel Dodt Fregerslev.

Mikkel Dodt Fregerslev – byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Fredensborg Kommune – skriver i sit læserbrev den 7. august om fremtidens voksende behov for flere plejecentre og senioregnede boliger. Mikkel stiller spørgsmålet, om finansieringen nødvendigvis skal komme fra kommunekassen – eller om der kan tænkes bredere. I forlængelse heraf bringer han muligheden for et forpligtende samarbejde med pensionsselskaber i spil og påpeger, at det handler om værdighed, kvalitet og rettidig omhu.

Først vil jeg sige, at jeg fuldt ud deler bekymringen for, at vi får kapacitetsproblemer i de kommende år, når det kommer til senioregnede boliger – og ikke mindst boliger, hvor ægtefæller kan blive sammen, selvom den ene part måtte blive plejekrævende i en sådan grad, at det kan være svært at imødekomme fra egen bolig.

Men når det handler om at sikre både økonomisk ansvarlighed og social bæredygtighed, er det vigtigt at se på, hvem der bygger – og på hvilke vilkår.

Pensionskasser investerer ikke af filantropi. De gør det for at opnå et afkast på typisk 4–6 % om året – og endda højere ved nybyggeri. Det betyder højere husleje og dermed højere udgifter for både beboere og kommunens driftsbudget sammenlignet med eksempelvis alment byggeri.

Almene boligselskaber bygger og arbejder derimod efter hvile-i-sig-selv-princippet. Der er intet profitkrav, og finansieringen sker via billige lån med statsgaranti og mulighed for støtte fra Landsbyggefonden, når det gælder en række ombygninger. Det giver markant lavere husleje og dermed lavere udgifter for både beboeren og kommunen.

Selvfølgelig indebærer alment byggeri, at kommunen betaler en del af anskaffelsessummen. Men denne investering tjener sig ind over tid gennem markant lavere husleje, som reducerer behovet for boligstøtte og supplerende hjælp til beboerne. I den almene model er det det brede fællesskab, der bidrager til finansieringen, så regningen ikke havner alene hos beboerne på plejehjemmet. Dermed undgår vi, at de ældre skal bære hele byrden af anlægsomkostningerne gennem høje huslejer.

Den almene sektor har flere styrker: lavere husleje, der gavner pensionister med små indkomster, kommunal råderet over pladserne, demokratisk forankring med gennemsigtig økonomi samt langsigtet stabilitet, fordi ejendommene forbliver i fællesskabets eje frem for at være bundet hos investorer.

Højere husleje i privatbyggede plejecentre vil også lægge pres på boligstøtteordningen. Selv med boligstøtte vil mange beboere skulle betale væsentligt mere, og når loftet for støtte er nået, må kommunen ofte yde supplerende hjælp. Det betyder, at en løsning, der umiddelbart ser billig ud på anlægsbudgettet, i virkeligheden kan blive dyrere på driftsbudgettet år efter år.

Vi har brug for flere plejeboliger, men vi har endnu mere brug for løsninger, der holder økonomisk og socialt i mange år frem. Almene byggerier sikrer, at både beboere og kommune kan få råd til en værdig ældrepleje uden at skulle betale afkast til private investorer.

Lad os vælge den vej, hvor vi får mest pleje og tryghed for pengene – og hvor ”gevinsten” bliver i fællesskabet.

Relateret indlæg: Læserbrev: Den gode ældrebolig – opdateret blik på fremtidens behov