Læserbrev: Man skal holde sine løfter
Carsten Bo Nielsen,
byrådsmedlem, Aktive Liberale,
medlem af Plan-, Trafik- og Klimaudvalget og Social- og Sundhedsudvalget
Christian den IX satte som "Europas svigerfar" Fredensborg på datidens verdenskort. To år efter hans død i 1906 samlede borgerne sammen til et mindesmærke på hjørnet af Jernbanegade og Lundebakken, som blev afsløret under deltagelse af bl.a. kongefamilien.
Mindesmærket blev renoveret i 1997 ved en indsamling organiseret af Bevaringsforeningen og Fredensborg Kunstforening og med fondsstøtte. Det renoverede mindesmærke blev givet som en gave til kommunen. Det renoverede mindesmærke blev indviet af Dronning Margrethe. Den daværende borgmester, Svend Erik Christiansen, lovede, at kommunen ville passe godt på gaven.
Vi skal drøfte dette og andre springvand i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget onsdag den 2. oktober. Forvaltningen har indstillet, at vandet til mindesmærket skal afmonteres, og det blot skal stå som en søjle. Hvis noget først er afmonteret, kommer det aldrig tilbage.
Man skal holde sine løfter, og det gælder også kommunen! Og vi skal vise respekt for mindesmærket for kongen, der satte Fredensborg på verdenskortet. Jeg håber derfor, at vi i udvalget kan blive enige om at istandsætte mindesmærket, så vandet igen kan risle i det. Vi må så finde penge til vandtrappen ved Store Torv til næste år.